Lyt til artiklen

Den 8. august blev 22-årige Erick Almandiger idømt 99 års fængsel for at have kidnappet og dræbt sin klassekammerat David Grunwald i 2016.

Det oplyser Alaskas justitsministerium i en pressemeddelelse.

Af denne fremgår det, at Erick Almandiger – sammen med tre venner – gentagne gange slog David Grunwald med en pistol og låste ham inde på et badeværelse.

Efterfølgende transporterede de offeret i hans egen bil og kørte ham op i Talkeetna-bjergene, hvor de henrettede ham. Herefter satte teenagerne ild til bilen for at skjule deres spor.

Sagens dommer, Gregory Heath, kaldte mishandlingen og drabet »forfærdeligt« og mener ikke, der var noget åbenlyst motiv.

Af de fire involverede var det kun Erick Almandiger, der kendte David Grunwald.

Dominic Johnson og Austin Barrett er ligeledes blevet dømt for drabet og skal tilbringe henholdsvis 99 og 45 år bag tremmer, mens den sidste, Bradley Renfro, stadig afventer sin dom. Alle fire har siddet varetægtsfængslet siden 2016.

Under domsafsigelsen meddelte en grådkvalt Almandiger dog, at han »tager det fulde ansvar for Davids død«.

»Han var min ven. Han var en god dreng. Jeg dræbte min ven. Det er, hvad der skete. Jeg dræbte nogens nevø. Nogens søn. Jeg ødelagde nogens familie,« sagde Erick Almandiger og undskyldte over for familien, der dog havde forladt retssalen.

Det var 13. november 2016, 16-årige David Grunwalds familie slog alarm, da han ikke var kommet hjem som aftalt. Det skriver NBC News.

Allerede dagen efter blev teenagerens bil fundet udbrændt cirka 20 minutter fra hans hjem. Derefter blev en større eftersøgning med mere end 300 frivillige, militæret og Alaska National Guard sat i værk.

Først 2. december 2016 fandt man resterne af David Grunwald. Samtidig kunne politiet oplyse, at en dreng på samme alder var blevet anholdt og sigtet for drabet.