Det seneste døgn er 3143 mennesker blevet smittet med virusset i Kina. I alt er 31.161 smittet på landsplan.

Det frygtede coronavirus har nu krævet 636 menneskeliv i Kina siden midten af december.

I Hubei-provinsen alene har 618 mennesker mistet livet.

Det rapporterer kinesisk stats-tv fredag.

Det seneste døgn er der bekræftet 73 nye dødsfald på tværs af fastlands-Kina. 69 af disse er i Hubei.

Samtidig er der bekræftet 3143 nye tilfælde af smittede - 2447 i Hubei. Det er i denne provins, at millionbyen Wuhan ligger. Her har virusset sit epicenter.

De nye virustilfælde bringer det samlede antal smittede i Kina op på 31.161. 22.112 af disse i Hubei-provinsen.

De fleste dødsfald har fundet sted i Wuhan. Således blev der torsdag rapporteret om 64 nye dødsfald i byen. Dermed er det samlede antal døde i Wuhan oppe på 478.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Fredag morgen lokal tid døde en af de læger, der i sin tid alarmerede myndighederne om virusudbruddet i Wuhan.

Ifølge det engelsksprogede kinesiske medie South China Morning Post oplyser hospitalet i Wuhan, at den 33-årige læge Li Wenliang er død.

Han var en af i alt otte læger, der forsøgte at gøre sundhedsmyndighederne i Wuhan opmærksomme på udbruddet.

I stedet for at blive takket for sin indsats fik han en reprimande af politiet i Wuhan.

En løbende opgørelse fra John Hopkins University i Baltimore, USA, viser, at næsten 30.000 mennesker er blevet smittet med coronavirusset på verdensplan.

Langt de fleste tilfælde er i Kina, men der er også fundet tilfælde i Europa og USA.

Endnu er der ingen personer i Danmark, der er blevet testet positiv for coronavirus.

/ritzau/