Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Hvis det var et stort emne under en dansk valgkamp, ville der formentlig lyde et ramaskrig.

Der ville være mulige demonstrationer i gaderne.

Atomkraft. Så fås det ikke meget mere kontroversielt i Danmark. Men i kampen om at blive den næste franske præsident kan de to sidste kandidater nærmest ikke få nok.

Og det er slet ikke så voldsom en udmelding, som det ville være andre steder.

B.T. har i forbindelse med det franske præsidentvalg besøgt den lille franske by Golfech.

Her ligger Sydvestfrankrigs eneste atomkraftværk, Centrale Nucléaire de Golfech.

Det er områdets helt store arbejdsplads med 700 fastansatte. De to enorme køletårne er allestedsnærværende i byen. Store røgsøjler står konstant fra dem. De er et kendetegn, der kan ses kilometer væk.

For byens beboere er atomkraftværket det mest naturlige i verden.

»Jeg bor og arbejder her bare. Jeg tænker ikke over, at der er et stort atomkraftværk i byen. Det er sådan, det er,« siger Michael.

Han arbejder i byens lokale restaurant, bar og café.

Går man hen på det modsatte fortov af, hvor hans arbejdsplads ligger, kan man se de to køletårne, som for mange danskere vil være et dystert tegn.

Op til den afgørende runde i præsidentvalget i Frankrig har både højrefløjens Marine Le Pen og den midtersøgende siddende præsident, Emmanuel Macron, lovet at udvide det franske netværk af atomkraftværker.

De to enorme køletårne på Golfech-atomkrafværket i det sydvestlige Frankrig set fra byen.
De to enorme køletårne på Golfech-atomkrafværket i det sydvestlige Frankrig set fra byen.
Vis mere

Det er faktisk blevet et kernepunkt for begge kandidater.

Det skyldes ikke mindst, at forsyningssikkerhed er i top, når de franske vælgere bliver spurgt, hvad de mener er valgkampens vigtigste emner.

Her spiller krigen i Ukraine også ind. Stort set alt er blevet dyrere. Mad, benzin og varme.

Og her kan flere atomkraftværker hjælpe Frankrig til at blive uafhængig af Putins gas, som for tiden koster en mindre formue.

Og flere atomkraftværker som det i Golfech er en fremragende idé, hvis man spørger Carmelo, der er gæst på den lokale café.

»Vi skal have mere atomkraft. Det er godt for miljøet, rent som solkraft,« siger han og laver et rundt tegn med sine hænder for at illustrere bæredygtighed.

Frankrig har allerede 56 atomreaktorer, der producerer strøm til millioner af mennesker.

Men flere af kraftværkerne har mange år på bagen. Og for at imødekomme det har Emmanuel Macron sagt, at han vil bygge mindst seks nye reaktorer.

Marine Le Pen vil bygge endnu flere.

Så mens Danmark siger pænt nej til atomkraft, og Tyskland har besluttet at udfase sine atomkraftværker, hvilket kan mærkes med stigende energipriser efter Ruslands invasion af Ukraine, så er det en helt anden snak hos de lokale i Golfech.

»Jeg har ikke noget imod atomkraft. Det er her ligesom bare, og jeg tænker ikke over det,« siger Laurant, som B.T. møder på gaden i byen med de to enorme køletårne som kendetegn.

For ingen af dem, B.T. har mødt i Golfech, betyder det reelt set noget, hvem de har tænkt sig at stemme på af Macron, Le Pen eller blankt. For uanset hvem der vinder, så er atomkraft fremtiden i Frankrig.

Det franske præsidentvalg afgøres søndag.

Du kan følge slaget her hos B.T.

Andre læser også