I årevis bar han rundt på hemmeligheder, som ingen udenforstående måtte få indblik i.

Men da han en morgen i april sidste år vågnede op og åbnede Twitter, gik det op for ham, at han var blevet afsløret.

Fra 2008 til 2013 arbejdede Jake Williams som hacker i National Security Agency (NSA), der er USA’s efterretningstjeneste for elektronisk overvågning, men det var dog langt fra noget, han delte med omverdenen. Han er nu ansat som digital sikkerhedsekspert i et privat firma, men fortiden indhentede ham pludselig, efter han skrev et blog-indlæg om hackergruppen ‘Shadow Brokers.’

Det skriver The New York Times.

Hackergruppen har specialiseret sig i at stjæle værktøjerne, som NSA bruger til at spionere andre lande med. Og da Jake Williams tillod sig at skrive om gruppens aktiviteter, afslørede de klassificerede detaljer om hans tidligere arbejde i NSA-underafdelingen Tailored Access Operations (TAO) , som hans tidligere kolleger ikke engang vidste om ham.

»Det føltes som et spark i maven,« siger han til avisen.

Herefter måtte han eksempelvis aflyse forretningsrejser til en række lande af frygt for at blive anholdt der på grund af sit tidligere arbejde for det amerikanske statsapparat.

The New York Times bruger 40-årige Jake Williams som eksempel på, at NSA grundet hackerangrebet har lidt det største sikkerhedsbrud i efterretningstjenestens historie.

Ifølge avisen har ‘Shadow Brokers’ forvoldt langt større skade på NSA end Edward Snowden, der i 2013 stak af fra efterretningstjenesten med fire bærbare computere med hemmeligt indhold, som han efterfølgende delte med pressen. Mens han kunne fortælle om NSA’s metoder, har ‘Shadow Brokers’ haft held til at stjæle selve metoderne - de 'våben' NSA bruger til at hacke med.

15 måneders efterforskning af sikkerhedsbruddet, hvor ansatte i NSA blandt andet er blevet afhørt med løgnedetektorer, har endnu ikke ført til opklaring af, hvordan det er lykkes Shadow Brokers at gennembryde NSA’s digitale mure.

»Vi har åbenlyst at gøre med folk, som har viden om operationel sikkerhed. De har hele politi- og efterretningssystemet efter sig, og de er endnu ikke blevet fanget,« siger Jake Williams.