En britisk mand har i 43 år været fundet skyldig i at have stjålet postsække i London i 1970'erne. Han har gang på gang hævdet sin uskyld. Nu er alt vendt på hovedet.

Den 62-årige Stephen Simmons har fået renset sit navn, efter han i 1976 blev dømt skyldig i at have stjålet postsække. Den 62-årige forretningsmand fra Dorking i England var blot 19 år, da han blev fundet skyldig. Straffen kostede ham otte måneder i et ungdomsfængsel og et plettet ry, fortæller Independent.

Sagen tog imidlertid en overraskende drejning, da han for fem år siden deltog i et radioprogram, hvor man kunne ringe ind og få juridisk rådgivning. Her rådede en juridisk rådgiver ham til at google politimanden, der i sin tid anholdt ham.

Det er uvist, hvad Stephen Simmons troede, at han ville finde, men han var lamslået, da han så resultatet af google-søgningen, har han fortalt The Guardian. Det viste sig, at politimanden, Ridgewell, efterfølgende var blevet idømt syv et halvt års fængsel for at stjæle postsække, som han havde solgt videre. Han havde samtidig fået andre til at tage skylden. Ridgewell blev dømt i 1980, men døde i fængslet i 1982.

Den frygtelige sag blev taget op for et år siden, efter Criminal Cases Review Commission bad en appeldomstol om at se på sagen. Dengang udtalte Stephen Simmons over for BBC, at han stadig ikke havde tilgivet politimanden.

»Jeg er bitter, fuldstændig bitter over det, han havde gjort,« fortalte han.

Onsdag var den 62-årige forretningsmand igen i retten i London, da hans dom blev omstødt.

I den forbindelse beklagede dommeren, at der var måtte gå så længe, inden retfærdigheden skete fyldest. Stephen Simmons reagerede med lettelse og glæde  over, at det efter 43 år lykkedes at få ret i det, han hele tiden havde hævdet: Sin uskyld.