Ruslands præsident Vladimir Putin er klar til at gå under jorden, hvis risikoen for en atomkrig tager til.

Og måske har han allerede i lange perioder søgt væk fra det russiske magtcentrum i det indre af Moskva for en sikkerheds skyld.

Det vurderer den norske ekspert Lars Peder Haga, der er førsteamanuensis ved Luftkrigsskolen, ifølge Dagbladet.

Han peger blandt andet på Putins landsted i Novo-Ogarovo lidt vest for den russiske hovedstad som et sandsynligt opholdssted for præsidenten.

»Det er naturligt at antage, at han bruger meget tid der, og det ville være mærkeligt, hvis han ikke også har et sted der at søge tilflugt i eller gemme sig,« siger den norske militærekspert.

Samtidig nævner Lars Peder Haga, at der allerede i Sovjet-tiden blev bygget et system af store underjordiske bunkeranlæg i Rusland, som skulle kunne tåle angreb med atomvåben.

»Man regner med, at dele af dette system er blevet holdt ved lige. Der findes givetvis bunkere under Moskva, og der er også bunkere andre steder, som er blevet udstyret til at at fungere som nationale kommandocentre – eksempelvis i Uralbjergene,« tilføjer han.

Ifølge en artikel i det norske forsvars uafhængige netmedie Forsvarets Forum blev der i slutningen af 1970erne i Uralbjergene bygget to store kommandocentre for landets atomvåben og toppolitikere i Jamantau og Kosvinskij. En af dem 1000 meter under bjergtoppen.

Putin satte allerede få dage efter Ruslands angreb på Ukraine landets såkaldte »afskrækkelsesstyrker« - der blandt andet dækker over enheder med atomvåben - i højt beredskab.
Putin satte allerede få dage efter Ruslands angreb på Ukraine landets såkaldte »afskrækkelsesstyrker« - der blandt andet dækker over enheder med atomvåben - i højt beredskab. Foto: MIKHAIL KLIMENTYEV / KREMLIN / S
Vis mere

Og ifølge et mødereferat fra slutningen af 2020, som præsident Putins administration i Kreml selv offentliggjorde, mødtes præsidenten med sine nærmeste rådgivere for at diskutere kontrolsystemer for landets strategiske atomvåben.

Systemerne skulle angiveligt være i god stand, og nye atomsikre bunkere »med en meget stor sikkerhedsmargin« var tæt på at være færdige.

Ifølge den norske ekspert Lars Peder Haga er det åbenbart, at Putin er optaget af at bevare og beholde de russiske atomstyrker som afskrækkelsesvåben. I den russiske præsidents verdensbillede er det risikabelt at vise svaghed, vurderer den norske ekspert.

»Putin anser disse våben som den russiske stats livsforsikring. Det står i den russiske atomdoktrin, at landet kan svare igen med et atomangreb, hvis statens eksistens er i krise,« siger Lars Peder Haga.

Putins dommedagsfly blev set på himlen over Den Røde Plads forud for den store militærparade 9. maj, men dukkede ikke op på selve dagen - angiveligt på grund af vejret.
Putins dommedagsfly blev set på himlen over Den Røde Plads forud for den store militærparade 9. maj, men dukkede ikke op på selve dagen - angiveligt på grund af vejret. Foto: MAXIM SHEMETOV
Vis mere

I tilfælde af en atomkrig råder den russiske præsident også over et såkaldt dommedagsfly.

Flyet er beregnet til at være den særligt sikrede, flyvende kommandocentral, som Vladimir Putin og hans nærmeste topfolk kan søge tilflugt i, hvis situationen kræver det.

Det store Ilyusjin-80-fly er ombygget til at kunne fungere som dommedagsfly ved blandt andet at kunne genoptankes i luften, så det kan være på vingerne i dagevis.

Det næsten 55 meter lange flys eneste vinduer findes i cockpittet for at nedsætte risikoen for, at de prominente passagerer kan blive blændet og skadet af atomeksplosioner.

Putins dommedagsfly, der skal redde ham og hans topfolk i tilfælde af en atomkrig, var eskorteret af jagerfly, da det blev set forud for militærparaden 9. maj.
Putins dommedagsfly, der skal redde ham og hans topfolk i tilfælde af en atomkrig, var eskorteret af jagerfly, da det blev set forud for militærparaden 9. maj. Foto: TATYANA MAKEYEVA
Vis mere

Oven på maskinen er der en stor 'finne', der menes at være en satellitmodtager. Og bag flyet kan der hænge en antenne på halvanden kilometer, så flyet kan kommunikere med blandt andet ubåde.