USAs måske kommende forsvarsminister er en benhård, men også intellektuel general

Jeg kommer med fred og har intet artilleri med. Med tårer i øjnene beder jeg jer forstå, at hvis I fucker med mig, dræber jeg jer alle.« Sådan faldt ordene, da general James Mattis mødtes med den irakiske hærledelse efter Bagdads fald i 2003. Mattis har øgenavnet ’Mad Dog’, og Trump har kastet sin kærlighed på ham – og hvis Mattis selv siger ja, så er han USA’s næste forsvarsminister.
Man skulle være meget tonedøv for ikke at fange den maskuline understrøm i Trumps valgkamp. Trumps appel til især hvide mænd er skyld i, at han er præsident, og hvis man vil anerkendes der, hvor luften er tyk af testosteron, så er Mattis et oplagt valg. Det eneste alternativ til Mattis ville med den målestok være Chuck Norris.

Mattis er marinesoldat – og udtalelser om, at få ting i verden føles bedre end at blive skudt på, eller at det er vigtigt at være høflig, blot man ikke glemmer at have en plan for at slå alle ihjel, man møder – har givet ham et legendarisk ry blandt marinesoldater. Mattis tænker og taler som en soldat, men bag de mandige oneliners er han en af de mest belæste og intellektuelle amerikanske generaler i nyere tid. Et af Mattis’ andre øgenavne – ’The Warrior Monk’ – afspejler dette.

Hvis man lige ser bort fra jubelen blandt os hulemænd, så er der grund til at dvæle lidt ved valget af Mattis.

Mattis er berømt og berygtet for at have sine meningers mod og har ikke undladt at fortælle Trump, at han er lodret imod at genindføre den torturlignende afhøringsmetode waterboarding. Da Mattis tjente under Obama, frygtede denne, at Mattis ønskede en militær konflikt med Iran, som Mattis opfatter som roden til alt, der er gået galt i Mellemøsten. Det kan også godt være, at Trump ønsker et bedre samarbejde med Putin og Rusland, men så virker det sært at pege på en mand, der som Mattis ønsker at sætte hårdt mod hårdt, så russerne kan forstå, hvor grænserne går. Mattis er ikke typen, der stiltiende parerer ordrer, som han ikke er enig i. Det er nok godt, når man tager Trumps uendelige udenrigspolitiske uvidenhed i betragtning.

Alle præsidenter oplever, at omverdenen – og især USA’s arvefjender – tester dem for at finde ud af, hvad man kan slippe af sted med.

Mange, især i Europa, har været bekymret for, at USA under Trump vil isolere sig, og at Nato-alliancen ikke rummer de amerikanske sikkerhedsgarantier, vi har været vant til.

Måske er det derfor, at Trump meget gerne ser Mattis som sin forsvarsminister, fordi han frygter, at russerne vil teste amerikansk alliancevillighed i Baltikum, og at iranerne ikke vil overholde den atomaftale, man indgik.

Trumps dagsorden er amerikansk. Den handler om at skabe arbejdspladser og flere velbetalte job til arbejderklassen. Det er nemmest, hvis der er ro langs limes (grænsen).

George W. Bush havde i 2001 en lignende dagsorden, men så kom verden og bankede på d. 11. september, og en ny politisk virkelighed meldte sig. Trump vil meget nødig lide samme skæbne, og der er intet som en gal hund, der kan holde ubudne gæster fra døren. Set i det lys er Mattis den forsvarsminister, USA længe har ventet på.