PARIS: Sorg. Fortvivlelse. Vrede. Håbløshed. Indbyggerne i Paris vågnede lørdag op til en ny og farligere virkelighed efter det andet voldsomme terrorangreb på blot ti måneder i den franske hovedstad. Det er tid til eftertanke. Og handling.
Ibrahim var ikke et sekund i tvivl. Det var lyden af en Kalasjnikov. Ibrahim er vokset op i Libanons hovedstad Beirut, mens der var borgerkrig, så han kender den lyd til bevidstløshed.
For to måneder siden åbnede han sammen med sin kone Hala en kaffebar 20 meter fra det hjørne, hvor terroristernes bil nu holder. Bilruderne bliver rullet ned og til den ene side affyres automatvåben mod restauranten Le Petit Cambodge og til den anden side mod Hotel Carillons bar.
»Det var chokerende at høre lyden af en Kalasjnikov igen. De affyrede flere end 100 skud, måske 200 skud,« siger Ibrahim, som kunne følge terrorangrebet fra kaffebaren.
Hala og Ibrahim bor lige ved siden af Hotel Carillon og Le Petit Cambodge, hvor mindst 14 mennesker blev dræbt, og endnu flere alvorligt såret. Nu står de i døren til kaffebaren og fortæller, hvad de oplevede. Kaffebaren er ikke åben som sådan, men Ibrahim giver en kop kaffe, og de vil gerne berette om den chokerende oplevelse.
»Jeg har lært fra Libanon, at det handler om at gemme sig. Der var kun mig og tre venner i kaffebaren, fordi jeg var ved at lukke ned, og vi låste os straks inde. Så snart bilen var kørt, åbnede jeg døren. Mange lå på jorden, mens andre skreg og kom løbende. Vi tog en ti stykker ind i baren og låste så døren igen, fordi vi var bange for, at der ville komme flere terrorister,« fortæller han.
»Jeg er mere ked af det end bange«
Politiet kom hurtigt, og det samme gjorde ambulancerne, fordi der ligger et hospital lige ved siden af, men for mindst 14 personer var det for sent. Ibrahim og vennerne måtte forblive indespærret på kaffebaren til efter midnat, hvor politiet mente, at det var sikkert at lade folk gå hjem.
Det libanesiske par kom til Paris for syv år siden, men terroren får dem ikke til at rejse væk. De vil blive i Paris og i deres kvarter, som de elsker.
»Jeg er mere ked af det end bange, og den triste atmosfære præger hele byen i dag,« siger Hala.
Det er blot ti måneder siden, at Paris blev ramt af terrorangrebet mod satireavisen Charlie Hebdo og et jødisk supermarked, og nu er byernes by så ramt af en lige så skræmmende terror, der gik efter at ramme flest muligt uskyldige mennesker for at sprede skræk og rædsel.
Og Ibrahim har en klar idé om, hvorfor det igen er Frankrig og Paris, der rammes af terror.
»Det sker i Frankrig, fordi Frankrig er involveret i, hvad der sker i Mellemøsten. Det er uforudsigeligt og svært at skabe en sikkerhedszone mod terror. Det kan man ikke gøre i et helt land,« siger Ibrahim.
Frankrig er storleverandør af jihadister
Den franske terrorforsker, Jean-Charles Brisard, giver Ibrahim delvist ret. Han mener også, at Frankrigs rolle i krigen mod Islamisk Stat, både i Irak og i Syrien, øger risikoen for at Frankrig gøres til et terrormål. Men der er også andre årsager, ifølge Brisard.
»Glem ikke, at Frankrig er storleverandør af jihadister. Omkring 600 franske statsborgere kæmper sammen med Islamisk Stat, og her i Frankrig har vi omkring 1.000 sympatisører, som spreder propaganda og måske planlægger angreb,« siger han.
Brisard kender personligt til fem angreb, der er blevet forhindret af de franske sikkerhedsstyrker i tiden mellem Charlie Hebdo angrebet i januar 2015 og det massive angreb i Paris fredag.
»Vi er vidner til en tendens, hvor amatørerne og sympatisørerne bliver udskiftet med erfarne og veltrænede jihadister,« siger han.
Umuligt at vinde kampen
Ved Hotel Carillon og Le Petit Cambodge er der stadig blodspor overalt på fortovet foran restauranten og baren. Mange mennesker er samlet og trøster hinanden.
Thibaut, der til daglig er konsulent, står der også, selv om han ikke bor i kvarteret. Terroren gør ham ked af det, men han frygter, at der kommer mere.
»Det er meget trist og desværre også meget svært at bekæmpe terrorisme. Det er nemt nok at sige, at man er i krig mod terrorisme, men at forhindre det i praksis er meget vanskeligt. Der har været terrorister længe, og det er nok en krig, som ikke kan vindes, for der vil altid være ekstremister,« siger Thibaut.
Kort forinden har Frankrigs præsident, François Hollande, netop fortalt, at det er Islamisk Stat, som står bag terrorangrebene, og når det særligt er Frankrig, der er i terroristernes søgelys, så kan det ifølge Thibaut skyldes, at landet på mange måde er symbolet på de europæiske frihedsværdier.
»Der er en meget stærk frihedstradition i Frankrig, og ytringsfriheden er meget stærkt. Det kan være med til at gøre Frankrig til et mål for terroristerne,« siger Thibaut.
Spillede død – og overlevede
Tæt på Thibaut står Kena, som er vred på præsident Hollande. Hun mener ikke, at Hollande og den franske regering gør nok for at beskytte befolkningen.
»Det er politikernes skyld. Præsidenten og regeringen må have haft nogle informationer, som de kunne dele med befolkningen. De her personer skal neutraliseres, og så skal Frankrig stoppe med at angribe i Syrien. Når man intervenerer i andre lande, er der en risiko for at skabe mere terror,« mener hun.
Mens mange er vrede, kede af det og bange, så føler italienske Massimiliano sig mest heldig. Både han og en veninde overlevede nemlig koncerten med rockbandet Eagles of Death Metal på spillestedet Bataclan, hvor mindst 87 blev dræbt.
»Jeg er meget heldig at være i live. Jeg lagde mig ned og spillede død, og hver gang terroristerne ikke kiggede, så bevægede jeg mig hen mod en trappe til overetagen. Hvis de var kommet ovenpå, så havde vi været færdige,« fortæller Massimiliano.
Han er nu tilbage på et hotel tæt på Bataclan, hvor Berlingske også bor, for at hente deres ting. Han har brugt natten sammen med veninden på hospitalet.
Hun blev skudt i skulderen, men er uden for livsfare, mens han kun fik nogle skrammer på benet. Han viser sit underben med en forbinding frem og konstaterer, at han nok hellere må få lægerne til at tjekke det én gang til, når han kommer tilbage til hospitalet.
»De kom ind og skød vildt i omkring 15-20 minutter, og så holdt de op med at skyde. Jeg ved ikke, om de løb tør for kugler. Det var alle unge mænd i tyverne med skæg og i sort tøj. De var ikke maskerede, og de talte fransk,« siger Massimiliano, som var på rockweekend i Paris og skulle have været til en ny koncert på Bataclan lørdag.
Nu skal han og veninden bare hjem til Italien.
Tager ingen chancer
Foran Bataclan har politiet spærret et kæmpe område af, så ingen kan komme i nærheden, mens de mange lig bæres ud af Bataclan.
En af de lokale beboere, chaufføren Eddy, har stået der længe. I modsætning til Kena har han tillid til myndighedernes håndtering, og han kan sagtens følge præsident Hollandes ord om, at der er tale om en «krigshandling« foretaget af Islamisk Stat mod et »frit land, der taler til hele planeten.«
»Selvfølgelig er vi bange, men vi må kæmpe videre mod terrorismen. Den må aldrig vinde,« siger Eddy.
På den centrale Place de la République, der er indbegrebet af de franske frihedsværdier, er nogle hundrede personer mødt op på for at lægge blomster og mindes de døde. På pladsens statue hænger der stadig plakater fra Charlie Hebdo-angrebet, og et halvt udvisket »Je Suis…« kan anes på en af murene.
Men stemningen er ikke som efter Hebdo-angrebet. Civilklædte betjente står i dynejakker blandt de fremmødte og kigger nervøst til siderne, indtil en betjent, der sidder i en parkeret politibil tænder for megafonen og beder alle om at forlade pladsen.
Politiet i Paris tør ikke tage chancer efter fredagens angreb.
