Formand siger, at EU-Parlamentet i stigende grad er rystet over, hvad der sker i Hviderusland.

Europa-Parlamentet tildeler Sakharov-prisen for tankefrihed til Hvideruslands opposition, meddeler parlamentsformand David Sassoli.

Præsidentkandidat Svetlana Tikhanovskaja, som har søgt eksil i Litauen, har stået i spidsen for oppositionen. Hun er nævnt blandt modtagerne.

- Jeg er glad for, at vi modtager prisen, for det er en pris ikke kun til mig, men til hele det hviderussiske folk, siger Svetlana Tikhanovskaja, som torsdag er på besøg i Danmark, under et pressemøde på Christiansborg.

Med prisen, der uddeles en gang om året, følger 50.000 euro. Det er 372.000 danske kroner. Mens beslutningen om prisen er truffet torsdag, bliver den først overrakt på en samling i EU-Parlamentet 16. december.

Prisen tildeles oppositionen i den tidligere sovjetrepublik i forlængelse af de seneste måneders uro efter et præsidentvalg 9. august. Valget var ifølge EU hverken frit eller fair.

Efterfølgende har tusindvis af borgere i landet protesteret, og myndighederne har ifølge EU forsøgt at stoppe demonstrationer med vold og overgreb.

- De har noget, som brutal magt ikke kan besejre: Sandheden. Giv ikke op. Vi er på jeres side, siger David Sassoli.

EU-Parlamentet er ifølge formanden i stigende grad rystet over, hvad der sker i Hviderusland.

- Det er tid til at lytte til folkets stemme, siger han.

EU-landene har for nylig indført sanktioner mod en række personer i Hviderusland.

Blandt de personer, som er ramt af indrejseforbud i EU og indefrysning af midler, er Hvideruslands præsident gennem 26 år, Aleksandr Lukasjenko.

Da han blev genvalgt i august, var det på baggrund af snyd, har EU-landene konstateret. EU anerkender ikke Lukasjenko som præsident.

Demonstrationerne imod Lukasjenkos styre har stået på weekend efter weekend i den hviderussiske hovedstad, Minsk.

Flere hundrede demonstranter og folk fra oppositionen er blevet udsat for vold og tortur. Det er ifølge EU's udenrigschef, Josep Borrell, dokumenteret.

Sakharov-prisen er blevet uddelt siden 1988. Den går til personer eller organisationer, som kæmper mod intolerance, fanatisme og undertrykkelse og forsvarer menneskerettigheder og ytringsfrihed.

Prisen er opkaldt efter den russiske fysiker og borgerretsforkæmper Andrej Sakharov (1921-1989).

/ritzau/