Stor international undersøgelse viser, at hvert tiende kræfttilfælde blandt mænd skyldes alkohol.

Det har længe været kendt, at alkohol kan øge risikoen for kræft, men nu viser en undersøgelse, at hvert tiende kræfttilfælde blandt mænd kan kædes direkte sammen med de våde varer.

Det er tale om en stor international undersøgelse, som er foretaget i blandt andet Danmark, Tyskland og Storbritannien af tyske forskere.

Allerede ved mere end to genstande om dagen er risikoen forøget. Det fortæller Ed Yong fra Storbritanniens kræftforskningscenter.

- Jo mere folk drikker, jo større er deres risiko for kræft. Så selv små eller moderate mængder kan øge risikoen for kræft. Men endnu større indtag øger risikoen yderligere, siger han til BBC.

Ifølge den tyske forsker Madlen Schutze, som står bag undersøgelsen, kan antallet af kræfttilfælde nedbringes betydeligt, hvis alkoholforbruget begrænses.

- Og endnu flere kan forhindres, hvis folk sænker deres alkoholindtag ned til mindre end de anbefalede grænser eller fuldstændig stopper med at drikke, siger hun.

For kvinder er undersøgelsen mere beroligende. Det nemlig kun et ud af 33 kræfttilfælde blandt kvinder, der skyldes alkohol.

I undersøgelsen har forskerne fulgt 363.988 mænd og kvinder i otte europæiske lande. Alle i alderen 35 til 70 år.

Tidligere undersøgelser har vist en sammenhæng mellem alkoholforbrug og forskellige kræftformer - blandt andet brystkræft og kræft i spiserøret, leveren og tarmen.

/ritzau/