Siden oktober er andelen af unge voksne med antistoffer mod corona steget fra 15 til 29 procent i Stockholm.

I den svenske hovedstad, Stockholm, har næsten hver tredje unge voksne nu antistoffer mod coronavirus i kroppen.

Det viser en undersøgelse af 500 personer i 25-årsalderen.

Undersøgelsen blev indledt i oktober, og siden da er andelen af unge stockholmere med antistoffer steget fra 15 procent til 29 procent i januar. Det skriver den svenske avis Svenska Dagbladet.

- Det viser, at vi for nylig har haft stigende smittespredning også i den her aldersgruppe, siger Erik Melén, der er projektleder på studiet.

- Det er vigtigt, at vi gør alt, hvad vi kan, for at begrænse smitterisikoen, indtil vaccinerne er på plads, siger han til Svenska Dagbladet.

Studiet viser, at en af ti personer med antistoffer ikke har haft symptomer.

Sverige har i løbet af coronapandemien tiltrukket sig opmærksomhed ved at have mere lempelige coronarestriktioner end eksempelvis Danmark.

I alt har Sverige registeret 657.309 tilfælde af coronasmitte. Det viser de seneste tal fra Folkhälsomyndigheten, den svenske sundhedsstyrelse.

Til sammenligning har Danmark registreret 210.212 smittede personer.

12.826 personer er døde med coronavirus i Sverige. I Danmark lyder tallet på 2352. Der er knap dobbelt så mange indbyggere i Sverige som i Danmark.

/ritzau/TT