Kommentarer om en kvindelig journalist i et tv-program tirsdag aften fik onsdag tv-stationen til at suspendere en kendt skuespiller. Og programmets vært.

Her i Danmark kender mange formentlig Laurence Fox fra hans mangeårige rolle som kriminalbetjenten James Hathaway i den populære britiske krimiserie 'Lewis', som er en fortsættelse af serien om Inspektør Morse.

I dag gør Laurence Fox sig imidlertid primært som kommentator og meningsdanner i medier og på sociale medier.

Men Laurence Fox, som også har stillet op til politisk embede, får tilsyneladende nu lidt mere tid i sin kalender. 

I den nærmeste fremtid skal han i hvert fald ikke optræde yderligere på tv-stationen GB News.

Tv-stationen skred således onsdag til en suspendering af Laurence Fox på grund af kommentarer, som den tidligere skuespiller kom med om en kvindelig journalist, i programmet Dan Wootton Show tirsdag aften.

I liveprogrammet kaldte Laurence Fox således den politiske journalist Ava Evans for en 'lille kvinde', og han fortsatte ifølge The Guardian og andre britiske medier:

»Vis mig en eneste mand med respekt for sig selv, som ikke er en incel, der ville have lyst til at gå i seng med den kvinde,« sagde Laurence Fox.

Udtrykket incel er en sammentrækning af udtrykket 'involuntary celibate', og det bruges til at betegne en gruppe af mænd, som har det til fælles, at de er frustrerede over stadig at være jomfruer eller over ikke at kunne opnå sex.

»Vi har brug for stærke, fantastiske kvinder, som kan tale godt for sig selv. Vi har ikke brug for denne slags feminister 4.0. De er ynkelige og pinlige. Hvem ville gide at kneppe dem,?« sagde Laurence Fox desuden.

Både han og programmets vært Dan Wootton grinede efterfølgende, hvortil Fox føjede: 'Undskyld, men det er sandt'.

Dan Wootton undskyldte senere tirsdag aften på X for, hvad der blev sagt i programmet om Ava Evans, og den undskyldning gentog og udvidede han onsdag morgen.

»Efter at have set materialet kan jeg se, hvor upassende min reaktion til hans totalt uacceptable kommentarer ser ud, og jeg vil være helt klar omkring, at jeg på ingen måde syntes, det var morsomt,« lyder det fra Dan Wootton.

Han er imidlertid også blevet suspenderet af GB News, ligesom han er blevet fyret fra Daily Mail, hvor han har skrevet en klumme på freelancebasis.

De to er imidlertid kommet på kant med hinanden, da Laurence Fox har publiceret et skærmbillede af en skriftlig korrespondance, som synes at antyde, at Wootton faktisk syntes, at kommentarerne var morsomme.

Ifølge Daily Mirror har den britiske medieombudsmand Ofcom modtaget i alt 7.300 klager fra offentligheden omkring Laurence Fox og Dan Wootton i tirsdagens program, og dem er man nu i gang med at behandle.

Laurence Fox har efterfølgende indrømmet, skriver avisen, at han skulle have 'skruet ned for barhumoren' da han talte om Ava Evans. Han forventer nu at blive fyret fra GB News.

Ava Evans postede selv videoen af Fox' kommentarer på X sent tirsdag aften, hvortil hun konstaterede, at det havde fået hende til at få det 'fysisk dårligt'.

»Det her er den slags snak, som man frygter, at mænd har om en, når man ikke er i lokalet,« siger Ava Evans efterfølgende i et talkshow på Channel 5.

»Jeg ville meget hellere blive bedømt på eller blive spurgt omkring mit arbejde end at have folk, der taler om min krop,« tilføjer Ava Evans.