Kender du det, når du sejler en tur ud i din fiskerbåd, men så pludselig opdager, at der ligger en hvalros og soler sig på dækket?

Svaret er sandsynligvis nej, men dette var præcis, hvad der skete for en fisker ved Scillyøerne ud for Englands sydvestlige kyst.

Det skriver BBC.

Optrinet fandt sted sidste måned, og den ubudne gæst, der tog sig et hvil på dækket, er blevet lidt af et kendt ansigt i området.

Det er nemlig den arktiske hvalros Wally.

Samme morgen, som Wally 'indtog' fiskerbåden, sænkede han ifølge Mandy Williams, hvis kæreste ejer fiskerbåden, også to andre både i området.

»Den ene sank, mens den anden vendte bunden i vejret,« forklarede hun.

»Den ene af dem var også min kærestes. Han håbede, han kunne komme ud at fiske senere, men nu ved han ikke, om det bliver til noget.«

Wally har været ude på en længere rejse, der udover vandene omkring Scillyøerne har ført ham til Irland, Wales, Spanien og Frankrig.

Det er i sig selv usædvanligt, da arten er vant til køligere vande.

Netop den lange rejse er grunden til, at Wally fortsat opholder sig i området og vælger at kravle ombord på både –  han forsøger ganske enkelt at finde et sted at slappe af.

»Hvalrosser bruger 25 procent af tiden på at hvile sig, så Wally leder efter steder, hvor han kan slappe af. Han er ved at opbygge sine energireserver, da han har svømmet meget for at komme hertil fra Spanien, og da han fortsat har meget svømning tilbage for at komme hjem,« forklarer Lucy Babey, som er leder af Orca Charity, der beskytter det maritime dyreliv.

Wally vurderes kun til at være fire år gammel, så han er et stykke fra at nå de 1.200 kilo, som en fuldvoksen han på 12-15 år kan veje.

Kampvægten har dog været mere end rigeligt til at påføre skader på flere både. Derfor er det både i mennesket og dyrets bedste interesse, at Wally holdes væk fra områdets største havn ved St. Marys.

'Han (Wally, red.) kan forhindre beredskabsskibe i at være operationelle samt forårsage alvorlig personskade eller værre, hvis han vælter en båd med folk ombord. Dyrets velfærd og menneskers sikkerhed er afgørende', lyder det i en pressemeddelse fra British Divers Marine Life Rescue, der er gået sammen med flere organisationer for at finde ud af, hvordan de holder Wally ude af havnen.

De har blandt andet rettet henvendelse til Alaskas nationale atmosfæriske og oceaniske administration i håbet om at finde ud af, hvordan Wally kan styres, mens offentligheden også er blevet bedt om at holde afstand til dyret.

Der er også blevet bygget en særlig ponton til Wally, hvor han kan hvile sig.