En opsigtsvækkende sag deler den franske befolkning og splitter også grundlæggende familien til sagens hovedperson, 42-årige Vincent Lambert.

I mere end et årti har den tidligere psykiatriske sygeplejerske været i såkaldt vegetativ tilstand, og spørgsmålet er, om han fortsat skal holdes i live. Det spørgsmål trænger sig nu på igen.

For positionerne får nu endnu engang et oprids: Hans hustru Rachel Lambert mener ikke, at Vincent Lambert skal holdes i live. Hun er klar til endegyldigt at tage afsked med sin mand, men Vincent Lamberts katolske forældre ser helt anderledes på sagen.

En domstol er nu ved at gennemgå sagen, og på fredag ligger svaret klar, skriver Le Monde.

Enten fortsætter den livsnødvendige behandling af den 42-årige, eller også lader samfundet ham tage sin sidste indånding.

I maj besluttede Lamberts læger på et hospital i Reims at indstille behandlingen. Men blot 12 timer senere lød der en ordre, efter en appeldomstol havde set på det ulykkelige tilfælde.

»Der skal med det samme gives mad og vand til Vincent igen,« sagde Jean Paillot, en advokat for Vincent Lamberts forældre.

Men der blev ikke sat punktum i sagen, og derfor ser en domstol endnu engang på de triste omstændigheder.

Vincent Lamberts skæbne afgøres på fredag. Arkivfoto
Vincent Lamberts skæbne afgøres på fredag. Arkivfoto Foto: HO
Vis mere

Vincent Lambert har været alvorligt hjerneskadet siden en motorcykelulykke i 2008.

Han er stort set ikke ved bevidsthed, men kan trække vejret uden en respirator. Og han bevæger lejlighedsvis sine øjne.

Ifølge hustruen Rachel har Lambert givet udtryk for, at han ikke ønskede at leve, hvis han kom i en situation, hvor han var afhængig af andre.

Og i maj stoppede lægerne med at give Lambert mad og vand gennem en slange i maven.

Samtidig gav de ham beroligende midler.

Det blev altså blokeret, da en appeldomstol i sidste øjeblik rettede sig efter forældrenes opfordring.

Sagen har også inddraget den franske præsident, fordi forældrene har appelleret til, at Emmanuel Macron skulle gribe ind i sagen.

Men beslutningen om Lamberts skæbne hviler ikke på Macrons skuldre, lød det fra præsidenten.