'Jeg vil gerne bruge et øjeblik på at sige tak.'

Sådan lyder opslaget på LinkedIn fra Christina Amodeo, der er, eller måske rettere sagt var, gift med Bryce Doherty, som til daglig er ledende direktør i investeringsbanken UBS Asset Managements australske foretagender.

Selvom indledningen i konens LinkedIn-opslag – uden at forstå sammenhængen – kan tyde på en opløftende kærlighedserklæring, så må man sande, at resten af opslaget er dybt belastende for den ledende direktør i investeringsbanken.

Det skriver Daily Mail.

Opslaget i sin fulde længde lyder nemlig, som følger:

'Jeg vil gerne bruge et øjeblik på at sige tak for, at du var mig utro, mens jeg var gravid,' skriver hun og leverer endnu en bombe:

'Jeg har altid været forbløffet over, hvordan du kan administrere at have et job med dit massive kokain, alkohol og stofmisbrug.'

Daily Mail Australia har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Bryce Doherty, der ikke var tilgængelig torsdag aften.

Til gengæld snakkede de med en talsperson fra firmaet, der fortalte, at de godt var klar over, at der var problemer i parrets forhold, og at opslaget på LinkedIn var et led i en mere 'kompliceret og sørgelig' sag.

Ifølge Daily Mail fortalte talspersonen dog, at Bryce Doherty – til trods for opslaget – arbejder som vanligt.

Det famøse LinkedIn-opslag er efter udgivelsen blevet slettet, ligesom både Bryce Dohertys og Christina Amodeos LinkedIn-profiler er fjernet.

Opslaget har dog sin gang på Twitter, hvor et screendump deles flittigt, hovedsageligt med tekster a la: 'Hvis du tror, du har en slem dag, så husk på, at Bryce Doherty har en værre dag end dig.'