Redningsbåde har tidligt fredag morgen reddet 237 passagerer fra en færge, som brød i brand nord for den græske ø Korfu.

En person er overført til hospitalet.

Nyhedsbureauet AFP meldte klokken 06.33, at redningsmandskab har fået evakueret de mange passagerer.

Størstedelen af besætningen, som består af 51 personer, menes nu at være blevet evakueret fra 'Euroferry Olympia', som færgen hedder. Det skriver nyhedsbureauet Reuters kort før klokken 9.

Der er ingen meldinger om folk, som skulle være omkommet.

Ifølge Reuters' oplysninger er en person overført til et hospital med vejrtrækningsproblemer.

»Euroferry Olympias kaptajn har bedt færgens passagerer om at forlade skibet,« lyder det fra politiet.

Passagererne er blevet fragtet til Korfu.

Det vides stadig ikke med sikkerhed, hvordan branden er startet, men rederiet Grimaldi Lines, som ejer færgen, oplyser til Reuters, at den sandsynligvis startede i lastrummet.

»Skaderne er betydelige, fordi besætningen trods en ihærdig indsats ikke var i stand til at slukke branden,« siger rederiets talsmand Paul Kyprianou til nyhedsbureauet.

Kort før der udbrød brand på Euroferry Olympia, sejlede færgen ud fra den græske by Igoumenitsa med kurs mod den sydøstitalienske by Brindisi.

Ifølge færgeovervågningshjemmesiden VesselFinder ligger skibet i øjeblikket cirka 10,7 sømil nord for Korfu. Det svarer til cirka 18,5 kilometer.