Det skulle have været en fredeligt aften til minde om de dræbte i det tragiske skoleskyderi i Michigan tirsdag 30. november.

Men pludselig udviklede det sig til kaos og frygt, hvor panikslagne personer løb for at komme i sikkerhed.

Billederne fra den lille by Oxford, Michigan, omkring 50 kilometer nord for Detroit fredag aften var til at begynde med helt fredelige og rørende.

Hundredvis af voksne, unge og børn var mødt frem for at mindes de fire elever på Oxford High School, der blev dræbt i et skoleskyderi begået af en 15-årig elev på skolen tirsdag.

Med lys i hænderne marcherede elever fra skolen sammen med deres forældre gennem byen, inden de samledes ved en scene for at høre taler.

Men på et tidspunkt brød panik ud.

Folk begyndte at løbe.

Frygten for et nyt muligt skyderi spredte sig. Kaos.

Hundredvis af mennesker var fredag mødt op for at mindes de fire dræbte ved tirsdagens skoleskyderi i Michigan.
Hundredvis af mennesker var fredag mødt op for at mindes de fire dræbte ved tirsdagens skoleskyderi i Michigan. Foto: JEFF KOWALSKY
Vis mere

Det hele blev dokumenteret af lokale journalister på stedet. En af dem var Jason Colthorp fra mediet Local4News.

På Twitter beskrev han scenerne, man kan se i videoen øverst i artiklen. De havde dog ikke noget med et nyt skyderi at gøre, men alligevel viser de den frygt, som har ramt det lille lokalsamfund.

'Forfærdelige øjeblikke ved Oxford-mindeceremonien. En eller anden besvimede, og så spredte frygten sig, da folk begyndte at råbe på hjælp – og så løb alle,' skriver Jason Colthorp.

Han beskriver et samfund, der er hårdt ramt efter skyderiet, hvor den 15-årige Ethan Crumbley gik amok på skolen med en pistol, som hans forældre angivelig havde købt til ham i julegave.

'Hvis man ikke var klar over, hvor skrøbeligt det her samfund er … Så mange i tårer, mens de råbte på deres elskede. Familier klumpet sammen på jorden. Politi med deres våben trukket. At se alle bare løbe sådan var frygteligt,' skriver han.

Inden skyderiet indtraf, havde der været flere advarselslamper, der blinkede for de ansatte på Oxford High School.

Dagen inden, Ethan Crumbley dræbte fire på sin skole, havde en lærer set ham google køb af ammunition.

Og på selve dagen for skoleskyderiet fandt en lærer ifølge anklagemyndigheden en seddel lavet af Ethan Crumbley. Herpå var tegnet en pistol, der pegede hen mod teksten 'Tankerne vil ikke stoppe. Hjælp mig'. Yderligere var en tegning af en kugle med teksten 'blod overalt'. Mellem kugle og pistol var en tegning af en krop, der var skudt to gange. Hertil havde Crumbley skrevet: 'Mit liv er ubrugeligt' og 'verden er død'.

James og Jennifer Crumbley. Forældrene til den 15-årige morder Ethan Crumbley.
James og Jennifer Crumbley. Forældrene til den 15-årige morder Ethan Crumbley. Foto: HANDOUT
Vis mere

Det fik skolen til at kontakte Ethan Crumbleys forældre, Jennifer og James, da man frygtede for, hvad sedlen kunne betyde. Det fik dog ikke forældrene til at trække deres søn ud af skolen.

Få timer senere dræbte han fire.

Siden har der været en større jagt i gang efter Ethan Crumbleys forældre, der nu anklages for at have givet deres 15-årige søn den pistol, som han dræbte fire med, i tidlig julegave.

Samtidig anklages forældrene, som blev anholdt natten til lørdag lokal tid, også for ufrivillig uagtsomt manddrab, da anklagemyndigheden mener, de ikke gjorde nok for at stoppe sønnen, inden han gik amok.