I både Sverige og Norge hærger alvorlige skovbrande, og onsdag morgen er der stadig ikke kontrol over ilden.

I Sokndal i det sydlige Norge er flere hundrede indbyggere blevet evakueret på grund af en brand i området, som brød ud tirsdag.

Onsdag morgen brænder det fortsat, og ilden er ude af kontrol.

'Det brænder stadig kraftigt, og der er ikke kontrol over branden,' skriver operationsleder Irene Ragnhildstveit ifølge den norske avis VG i en pressemeddelelse onsdag morgen.

Foto: 20520 Schrøder, Tor Erik
Vis mere

Hun tilføjer, at beredskabet er bange for, at ilden spreder sig til omkringliggende områder, og at brandfolkene gør, hvad de kan for, at det ikke sker.

Mindst tre helikoptere har været indsat i arbejdet med at slukke branden, men de kan ikke bruges, når det er mørkt.

Derudover har 40-50 brandfolk deltaget i slukningen, og der er blevet indkaldt mere mandskab for at bekæmpe ilden.

Fra morgenstunden bliver der sat nye folk ind, så der i alt vil være omkring 150 brandfolk i aktion.

 Skondal i Norge 23. april.
Skondal i Norge 23. april. Foto: NTB SCANPIX
Vis mere

'Branden spreder sig hurtigt. Alle tilgængelige ressourcer er blevet indkaldt. Redningstjenesten i Flekkefjord, Egersund, Sokndal, civilforsvaret og politiet deltager,' skriver kommunen på sin hjemmeside.

I løbet af natten var vinden et problem for slukningen, men ved morgenstunden er den løjet noget af.

Rådmanden i Sokndal, Engelhart Olsen, som også selv arbejder som brandmand, fortæller til VG, at slukningsarbejdet er yderst krævende.

»Vi har været så uheldige, som vi kan være, med stærk vind og så tørt, som det er nu, siger han.

Helikoptere har droppet vand på skovbrande i det sydlige Norge - her i Sokndal. Schrøder, Tor Erik/Ritzau Scanpix
Helikoptere har droppet vand på skovbrande i det sydlige Norge - her i Sokndal. Schrøder, Tor Erik/Ritzau Scanpix
Vis mere

Flere andre steder i både Norge og Sverige har der tirsdag været skovbrande.

Mellem Hästveda og Osby i Hässleholms Kommune i Sverige raserer en alvorlig skovbrand på omkring 800 hektar. Et boligkompleks er allerede brændt.

Det svenske beredskab har sendt et varsel om, at flere mennesker evakueres.

Branden i Hässleholm startede i en lade ved 11-tiden tirsdag formiddag. I løbet af eftermiddagen spredte ilden sig hurtigt.

I alt er 47 personer blevet evakueret fra 23 hjem.

En gård, et boligkompleks og flere mindre huse er brændt ned.

Svensk politi skriver på sin hjemmeside, at yderligere fire nærliggende områder evakueres. Det drejer sig om Jägersborg, Björkeberga, Torstorp og Skyttaboda.

Fire helikoptere har kastet vand over brandene, men er stoppet omkring klokken 21 tirsdag aften.

I løbet aftenen vil 70 brandmænd fokusere på at holde branden inddæmmet.

Stiger fugten i løbet af natten, kan det hjælpe med at tæmme ilden, men vind udfordrer indsatsen.

Også i Norge hærger en skovbrand.

/ritzau/TT