Et stort antal fugle i det sydlige New Mexico i USA er på mystisk vis døde.

New Mexico-beboere er stødt på de mange døde fugle på vandrestier, i et missilområde og på mange andre lokationer.

Det skriver NBC News.

Professor for dyreliv Martha Desmond udtaler til det amerikanske medie, at de døde fugle er fundet i hele staten. Hun mener, at der potentielt kan være flere hundrede tusinder fugle, der ligger døde på jorden.

Det er endnu ukendt, hvorfor dødsfaldene finder sted. Forskerne undersøger nu de fugle, de har fået indleveret af borgere for at klarlægge en årsag til hændelserne.

Martha Desmond har nogle bud på, hvad dødsfaldene kan relateres til. En koldfront ramte den amerikanske stat i sidste uge, og de har også været ramt af tørke. Dog er hendes bedste bud skovbrandene på vestkysten i USA.

»Der kan have været nogle skader på disse fugle i deres lunger. Det kan have skubbet dem ud af reden tidligt, da de ikke var klar til at migrere.«

De ved dog endnu ikke meget om virkninger af røg fra naturbrande på fugle.

Derfor beder forskere offentligheden om hjælp. De opfordrer til, at man anmelder om observerede dødsfald, og at folk samler de døde fugle op, så forskere kan studere dem nærmere.