Engelske Sharon Bijin ville glæde sin kæreste med en lækker og meget personlig fødselsdagskage. Hun tog kontakt til en bager på Facebook, som lovede at levere netop det resultat, Sharon Bijin ønskede. Men hun kunne ikke tro sine egne øjne, da hun så resultatet af bagerens 'anstrengelser'.

Det skriver Daily Mirror.

Sharon Bijins 32-årige kæreste Jay er bodybuilder, så hun ville give ham en kage med form som en veltrænet overarm for at vise sin store respekt og beundring for alt det arbejde, han lægger i sin træning. Sharon Bijin havde fundet et billede af en veltrænet overarm i kageform på nettet og sendte det til bageren, som lovede, at resultatet ville blive endnu bedre.

44-årige Sharon Bijin fra Newcastle tog ikke notits af det, da bageren bad hende om ikke at åbne æsken, før hun var kommet hjem, fordi det regnede, da hun hentede kagen.

»Men da jeg kom hjem og så den, blev jeg ret chokeret,« siger Sharon Bijin til Daily Mirror.

Foto: Privat
Vis mere

Den kage, hun havde betalt 50 pund (415 kroner) for, lignede efter Sharon Bijins mening alt andet end en veltrænet overarm. Hun lagde et billede af den besynderligt udseende kage på Facebook, hvor hendes venner kom med flere interessante bud på, hvad den mon kunne ligne.

»Alle synes, den ligner en cashewnød eller en alien,« siger Sharon Bijin.

Hun forsøgte at tage kontakt til bageren for at brokke sig over det skuffende resultat, men det var lettere sagt end gjort. Det viste sig nemlig, at bageren havde slettet sin Facebook-profil. I starten var Sharon Bijin sur og ærgerlig over at have spildt penge på den totalt mislykkede kage, men nu kan hun kun grine af det.

»Alle synes, den er hysterisk morsom. Jag kan ikke begribe, hun troede, at hun kunne give mig det der (kagen, red.),« siger hun.