Hun har selv siddet ansigt til ansigt med Vladimir Putin flere gange og forhandlet.

Det gav hende et klart indtryk af den russiske præsident og hans drømme – som hun nu advarer resten af verden om.

Ad to omgange var Julija Tymosjenko Ukraines premierminister, og med sin ikoniske, opsatte fletning – der gav hende et helgenagtigt udseende – blev hun selve symbolet på Ukraines kamp for demokrati og løsrivelse fra russisk indflydelse, længe før verden havde hørt om Volodymyr Zelenskyj.

Som premierminister forhandlede Tymosjenko blandt andet direkte med Putin om en russisk-ukrainsk gasaftale i 2009.

En aftale, som siden skulle koste hende dyrt.

Men møderne med Putin gav hende også et indblik i, hvad der – efter hendes mening – driver den russiske præsident.

»Han er drevet af en idé om en historisk mission og ønsker at skabe et imperium. Det er hans langsigtede mål. Det stammer fra et dybt, indre begær og en indre overbevisning,« siger den i dag 61-årige Julija Tymosjenko i et nyt interview med The Guardian.

Og de imperiedrømme stopper ikke med krigen mod Ukraine, lyder advarslen fra Tymosjenko.

Putin og Tymosjenko under et møde i Moskva i oktober 2008.
Putin og Tymosjenko under et møde i Moskva i oktober 2008. Foto: SERGEI KARPUKHIN
Vis mere

Ifølge den tidligere ukrainske premierminister har Putin ambitioner om at underlægge sig Hviderusland, Georgien, Moldova og at kontrollere central- og Østeuropa, herunder de baltiske lande. Præcis som i Sovjet-tiden, hævder hun.

Julija Tymosjenko beskriver Putin som »absolut rationel, kold, grusom og ondskabsfuld« – og kommer med endnu en advarsel. Denne gang til os i Vesten.

Hvis vi forestiller os, at en fredsaftale i Ukraine, som ikke er blevet til på baggrund af et totalt russisk nederlag, vil føre til fred og stabilitet i Europa, kan vi godt tro om igen, lyder det fra Tymosjenko.

»En fredsaftale med Putin er en illusion, for den fører ikke til fred. Den vil føre til en ny krig på et senere tidspunkt,« siger hun.

Arkivfoto fra 2008. Julija Tymosjenko som vi husker hende med den berømte, opsatte fletning.
Arkivfoto fra 2008. Julija Tymosjenko som vi husker hende med den berømte, opsatte fletning. Foto: Ivan Sekretarev/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Derfor ser hun kun én gangbar løsning på krigen i Ukraine: et totalt russisk nederlag på slagmarken.

Julija Tymosjenko var ukrainsk premierminister fra januar til september 2005 og igen fra december 2007 til marts 2010.

Hun blev verdenskendt som en af frontfigurerne i Den Orange Revolution' i slutningen af 2004, hvor den daværende premierminister, Viktor Janukovitj, blev tvunget til både at gå med til et omvalg og flere forfatningsændringer efter afsløringer af omfattende valgfusk.

Ved præsidentvalget i 2010 stod Tymosjenko over for selvsamme Janukovitj – og tabte.

Under den prorussiske Janukovitj' ledelse blev Tymosjenko idømt syv års fængsel i 2011 – på grund af sin rolle i forhandlingerne om gaskontrakten med Putin og Rusland. En aftale, anklagerne mente var økonomisk skadelig for Ukraine.

I dag mener Tymosjenko, at Putin var hjernen bag fængslingen. Hun blev løsladt i 2014, da Janukovitj flygtede til Rusland under Euromadjan-revolutionen.

Den startede med store demonstrationer i flere ukrainske byer – herunder hovedstaden Kyiv – efter at den ukrainske regering havde besluttet ikke at underskrive østpartnerskabsaftalen mellem EU og Ukraine, men i stedet valgte knytte tættere bånd med Rusland. Det udviklede sig til krav om Janukovitj' afgang – og blodige kampe mellem demonstranter og politi.

Ukraines nuværende præsident, Volodymyr Zelenskyj, mener, der reelt har været en krigslignende tilstand mellem Ukraine og Rusland i det østlige Ukraine lige siden de dramatiske dage i 2014, hvor Vladimir Putin blandt andet invaderede og annekterede Krim-halvøen.