105-årige Brunhilde Pomsel arbejdede under Anden Verdenskrig som sekretær for propagandaminister Joseph Goebbels. Nu fortæller hun for første gang om livet helt tæt på den øverste Nazi-ledelse, hvis rædsler hun insisterer på, at hun ikke kendte til.

Hun var med til at ændre statistikkerne, så det så ud som om, at færre tyske soldater døde i krigen, og på samme måde forhøjede hun tallene for, hvor mange tyske kvinder, der blev voldtaget af Den Røde Hær.

I filmen ’A German Life’, som netop har fået premiere på Filmfestivalen i München, fortæller nu 105-årige Brunhilde Pomsel om sit liv som Goebbels sekretær under Anden Verdenskrig, og i den anledning har hun også givet et større interview til avisen The Guardian.

Pomsel fortæller, at projektet ikke handler om at rense sin egen samvittighed, men for hende handler det om at forstå det, hun selv har gjort.

Men selvom Brunhilde Pomsel var en slags forlænget arm for Goebbels og blandt andet har været med til at hemmeligholde papirer om den i dag kendte modstandskvinde Sophie Scholl, føler hun ikke skyld.

Hun gjorde jo ikke andet end at skrive ting ned på Goebbels’ kontor, som hun forklarer.

Artiklen fortsætter under billedet.

Joseph Goebbels og konen Magda til middag med Adolf Hitler. Vis mere

Intet at kritisere ved Goebbels

Det var da også Pomsels evne til at skrive usædvanligt hurtigt, der gjorde, at hun i 1942, i en alder af 31, blev tilbudt et job som sekretær i det tyske ministerium for propaganda. På det tidspunkt arbejdede hun for den nationale radiostation, og hun fortæller, at hun blev enormt stolt, da hun blev tilbudt jobbet, fordi hun var den hurtigste til at skrive på maskine på hele radioen.

Lønnen lød på 275 mark, som var at betegne som en mindre formue dengang – og Pomsel tjente langt mere end andre af hendes venner.

På sit kontor i propagandaministeriet havde Brunhilde Pomsel dagligt kontakt med Joseph Goebbels, en mand hun beskriver som venlig og velholdt – og altid med hænder, der så ud som om, de lige havde fået en frisk manicure. Han gik i smukke jakkesæt syet af det bedste stof, og faktisk var der ifølge Brunhilde Pomsel ikke noget at kritisere ved Goebbels.

Den lejlighed, hun selv boede i sammen med sine forældre, blev på et tidspunkt fuldkommen ødelagt i et bombeangreb, og efterfølgende fik Pomsel et smukt jakkesæt i gave fra Goebbels’ kone Magda som et plaster på såret. Goebbels-parret var generelt enormt søde ved hende, fortæller hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

Joseph Goebbels sammen med blandt andet Adolf Hitler og Hermann Goering. Vis mere

Hendes gode veninde forsvandt

Alligevel bemærkede den unge sekretær godt, at livet blev noget sværere for hendes jødiske skoleveninde, Eva Löwenthal, under Hitlers regime, og det chokerede også Pomsel, da en højtelsket radiovært blev sendt i koncentrationslejr, fordi han var homoseksuel.

Den dag i dag hævder Brunhilde Pomsel dog selv, at hun reelt set ikke anede, hvilke rædsler der foregik, selvom hun befandt sig i hjertet af det nazistiske styre.

»Jeg ved, at ingen tror på mig nu – alle tror, vi vidste alting. Men vi vidste ingenting, det blev alt sammen holdt hemmeligt,« fortæller hun til The Guardian.

Brunhilde Pomsel beskriver dog en enkelt gang, at hun så, hvad Goebbels også kunne være. Det var i 1943, da Goebbels holdt sin tale ”total war”, og Pomsel og en af hendes kollegaer havde fået pladser helt tæt på scenen. Pludselig så Pomsel en helt anden mand stå foran hende og tale på scenen – den mand, hun havde set som civiliseret og seriøs var på et splitsekund forvandlet til, hvad hun selv beskriver som »en rasende dværg«.

Endte i fangelejr

Som bekendt endte Hitlers styre i 1945. Den 30. april overbragte Goebbels assistent, Günter Schwägermann, nyheden om, at Hitler havde begået selvmord – og at Goebbels havde gjort det samme dagen efter. Både hans kone og børn var også døde, fik Brunhilde Pomsel og hendes kollegaer at vide.

En nyhed, der gjorde Pomsel chokeret, fortæller hun.

Senere blev hun anholdt og blev idømt fem års fængsel i forskellige russiske fangelejre i og omkring Berlin. En tid, hun dog ikke har lyst til at fortælle nærmere om.

Lærte om Holocaust

Det var først, da Pomsel senere blev løsladt, at hun blev klar over Holococaust. I 2005 besøgte hun Holocaust-mindesmærket i Berlin, hvor hun gik ned og spurgte, om de vidste noget om hendes gamle veninde Eva Löwenthal. Det viste sig, at hun var blevet sendt til Auschwitz i november 1943 – og erklæret død i 1945.

Brunhilde Pomsel genoptog efter sin tid i fangeskab jobbet som sekretær, indtil hun i 1971 gik på pension. I dag bor hun i den tyske by München.