En modig kvinde fra Longton i England står nu frem og fortæller om en grusom voldtægt, som hendes daværende kæreste udsatte hende for, da hun faldt om og blackoutede under et epilepsianfald.

Flere engelske medier bringer onsdag den hjerteskærende historie om den 24-årige kvinde Georgina Adams, der i månedsvis bar rundt på en tung hemmelighed.

I sommer gennemgik hun sit livs mareridt, da hendes daværende kæreste begyndte at krænke hende seksuelt. Nu står kvinden frem og opgiver sin anonymitet for at opfordre andre ofre til ikke at dække over overgreb med stilhed.

De to havde kendt hinanden siden barndommen, og ifølge Georgina Adams var han manden i hendes liv. De havde været kærester i fem år og forlovet i to. Så da hun fik konstateret sygdommen epilepsi, tog han helt naturligt rollen som fuldtidsforsørger for hende.

Men langsomt begyndte den ellers så omsorgsfulde forlovede at misbruge Georgina Adams' sårbare situation. Den 9. juni indledte han en serie af overgreb mod Georgina Adams, der bl.a. førte til, at han voldtog sin forlovede i parrets seng.

Hun fortæller til mediet The Stoke Sentinel, at hun havde et epilepsianfald, hvor hun mistede bevidstheden, mens hendes krop stadig lå i kramper. Anfald som disse kan vare i helt op til 20 minutter, og Georgina kan svinge mellem bevidsthed og ubevidsthed. Den dag gik hun i seng iklædt en buksedragt, men da hun vågnede fra anfaldet, var hun ikke længere påklædt.

Georgina Adams forklarer til mediet, at hun følte sig beskidt og ulækker, da hun vågnede, og at hun var for ked af det til at sige noget overhovedet. Først senere gik hun til sin forlovede og spurgte ind til hændelsen. Men han benægtede alt.

Senere på måneden fik Georgina Adams endelig vished om, hvad der var sket. For under endnu et anfald kom hun pludselig til bevidsthed og opdagede sin forlovede i gang med en seksuel handling ovenpå hendes krampende krop.

Da samme situation gentog sig en måned senere, fik hun nok. Hun vristede sig fri og søgte ly hos nogle naboer, hvor hun ringede til politiet.

Hvorfor hun pludselig fik modet til at gøre en ende på de forfærdelige oplevelser, ved Georgina stadig ikke. Indtil det sidste overgreb den 25. juli var hun for bange til at fortælle nogen om, hvad der fandt sted derhjemme, eller til at gå fra ham.

Hendes forlovede blev anholdt senere samme dag, men minutter før anholdelsen modtog Georgina Adams en sms fra ham, hvor han skrev, at han havde pakket sine ting, forladt hjemmet og nok skulle forsvinde fra hendes liv. Han troede simpelthen ikke, at hun kunne finde på at ringe til politiet, forklarer Georgina Adams.

Torsdag kom det endelige punktum i retssagen, da manden erkendte sig skyldig i voldtægt og overgreb med penetration. Han blev kendt skyldig og idømt otte års fængsel.

Georgina Adams har blandede følelser omkring dommen. For på den ene side er hun lettet over, at manden bag overgrebene er i fængsel og skal afsone sin dom. På den anden side mener hun ikke, at otte år er nok til at bøde for, hvad han har udsat hende for. Hun forklarer, at der nok aldrig vil findes en dom, der kan fjerne smerten over, hvad hun har gået igennem.

Georgina Adams modtager nu terapi for at komme videre med sit liv og opfordrer derfor andre til at søge hjælp, hvis de har været udsat for overgreb.

»Mit budskab er: Lad være med at skamme dig, lad være med at være et offer - vær en overlever i stedet. Lad ikke overgrebene fortsætte. Bare gør et eller andet ved det, for det er det rigtige at gøre. Sommetider følte jeg, at jeg havde gjort det mest forfærdelige ved at kontakte politiet. Hans familie kan ikke længere se deres søn, og det har jeg det dårligt med, men jeg ved, at jeg har gjort det rigtige. Du bliver nødt til at samle modet til at stoppe det,« forklarer Georgina Adams.