Gennem 30 år har en amerikansk mand angiveligt udgivet sig for at være advokat og snydt folk for deres penge. Men da han forsøgte at snyde sin kæreste på samme måde, blev han stoppet. Endnu engang.

Ved at benytte sig af falske navne og en stor portion charme har den amerikanske mand James Chiarkas på 63 år angiveligt snydt 'klienter' til at tro, at han arbejdede som advokat, for på den måde at snyde dem for tusindvis af kroner.

Det skriver New York Post.

Det gik dog tilsyneladende galt for ham under hans seneste svindelnummer, hvor han forsøgte at lokke penge ud af sin nu tidligere kæreste - Sabrina - og hendes mor - Barbara - ved at love dem at repræsentere dem i retten. De to kvinder, der ejer et rengøringsfirma i New York, stod over for en retssag omhandlede et salg af en lejlighed, og de betalte omkring 150.000 dansker kroner i salær til James Chiarkas for at hjælpe dem med sagen mellem juli og august sidste år.

Det fremgår ifølge det amerikanske medie af sagens retsdokumenter fra Manhattan Criminal Court.

To måneder senere blev James Chiarkas dog anholdt, da det kom frem, at hans advokat-baggrund var falsk.

»Den anklagede (Chiarkas, red.) har en 30 år lang historik bag sig med at involvere sig i svindel, hvor han lader som om, han er en advokat,« sagde statsanklager Diego Diaz, da James Chiarkas blev fremstillet i retten i juni.

Ifølge anklageren er der også flere andre ofre, blandt andet nogle af den 63-åriges naboer.

Det er ifølge New York Post ikke første gang, han er blevet anholdt for svindel. Både i 1986, 1991, 1994, 1997 og 1998 er han angiveligt blevet dømt for det. De sager, som han senest har været involveret i, skal nu gennemgås, da de kan blive erklæret ugyldige på grund af hans manglende uddannelse og baggrund som advokat.

Ifølge James Chiarkas' advokat - David Touger - nægter han sig skyldig.

»Han benægter på det kraftigste alle anklager,« lyder det.

James Chiarkas sidder nu fængslet på Rikers Island, indtil retssagen mod ham begynder.