Liz Truss overlevede 44 dage på posten og har hermed fået titlen som landets kortest siddende britiske premierminister.

Men inden hun forlader den berømte sorte dør på Downing Street, er hun, på trods af sin korte regeringstid, berettiget til en omkostningsgodtgørelse, som hjælper tidligere premierministre, der stadig er aktive i det offentlige liv.

Mere konkret kan hun kræve op til 115.000 pund om året resten af sit liv – svarende til knap en million danske kroner. Det skriver The Independent.

»Omkostningerne er en refusion af afholdte udgifter til nødvendige kontoromkostninger og sekretariatsudgifter, der følger af deres særlige stilling i det offentlige liv,« lyder det fra Statskontoret, der understreger, at beløbet ikke udbetales til støtte for private eller parlamentariske opgaver.

Godtgørelsen blev indført, efter Margaret Thatchers fratræden i 1991.

Det var en kort og kontant udmelding fra Liz Truss, da hun torsdag talte foran Downing Street.

I udmeldingen lagde Truss vægt på, at hun ikke følte, at hun kunne levere på det mandat, som hun var blevet valgt af sine partikolleger tidligere på året.

»Jeg har dækket britisk politik i mange år, og jeg har aldrig oplevet noget lignende,« lød det fra B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, om meldingen.

Lige nu er det helt store spørgsmål, hvilken kandidat der bliver premierminister efter Truss.

Ifølge bookmakerne står tidligere finansminister Rishi Sunak som favorit. Men flere eksperter og parlamentsmedlemmer peger også på, at det ikke er urealistisk, at Boris Johnson kan gøre comeback.

Det første resultat af valget af ny partiformand hos det konservative parti – og dermed også premierminister – kan allerede blive meddelt klokken 19 dansk tid mandag.

Men det kræver, at én kandidat får 100 nomineringer.