22-årige Jordan Worth fra Norfolk i England er blevet idømt fængsel i syv et halvt år for at undertrykke og mishandle sin jævnaldrende kæreste, som hun har været sammen med, siden de begge var 16 år gamle.

I retten i Luton erkendte hun at have undertrykt ham samt at have forvoldt ham grove skader med fuldt overlæg.

Under sagen kom det frem, at hun allerede fra forholdets start var dominerende i forholdet og bl.a. bestemte, hvilket tøj han måtte gå i. Senere udviklede det sig til, at hun sultede ham, forbød ham at sove i samme seng som hende og afskar ham fra at se sin familie.

Det skriver BBC.

Mens den psykiske undertrykkelse i sig selv er slem nok, kom det også frem i retten, at hun gennem deres forhold har udsat kæresten for grov vold, der har givet ham ar for livet.

Ifølge dommen har Jordan Worth udsat sin kæreste for stump vold og stukket ham med en kniv. Hun har også overhældt ham med kogende vand. Efter voldsepisoderne har hun nægtet ham at opsøge lægehjælp, og skaderne fra det kogende vand blev således behandlet med husholdningsfilm.

Læger har efterfølgende vurderet, at han har anden- og tredjegradsforbrændinger på arme og ben, og fem procent af hans krop er 'totalt skoldet'.