Det var et af de billeder, der virkelig brændte sig fast på nethinden - billedet af en ung kvinde, fuldstændig dækket af aske og støv. En kvinde, der netop har overlevet terrorangrebet på World Trade Center i 2001.

Men selvom hun på utrolig vis formåede at kæmpe sig levende ud af det nordlige tårn, hvor hun arbejdede på 81. etage, så har hendes historie nu fået en brat og meget ulykkelig ende.

I en alder af 41 år er kvinden, Marcy Borders, død af kræft i maven. Det skriver Huffington Post.

Hør Marcy Borders fortælle sin utrolige overlevelseshistorie fra 11. september i klippet her:

Læs også:

Marcy Borders havde kun været ansat af Bank of America i en måned, da Al-Qaeda-leder Osama Bin Ladens håndlangere fløj ind i World Trade Center. Selvom Borders' chef bad folk om at blive på deres pladser og afvente hjælp, styrtede hun mod udgangen og kæmpede sig de 81 etager ned.

»Jeg så folk med ting, der stak ud af dem, komplet dækket af blod fra hoved til tå. Jeg kunne slet ikke forstå det. Det var for meget at være vidne til.«

»Det, jeg så, var kaos, og jeg tænkte: Gud, jeg dør alligevel.«

»Så hørte jeg en kæmpe eksplosion, og det var, som om en bombe var gået af. Jeg havde ingen idé om, at det var lyden af det ene tårn, der faldt,« har Marcy Borders tidligere fortalt til Daily Mail.

I de første ti år efter terrorangrebet levede Borders et hårdt liv med depression, et alkohol- og stofmisbrug og en konstant angst for, at den nu afdøde Osama Bin Laden ville slå til igen.

Læs også:

Men hun fik samlet sig selv op, blev ‘clean’ og så lyst på fremtiden - indtil sidste år, hvor hun fik den frygtede besked: Du har kræft.

»Jeg spørger mig selv: Blev kræftcellerne antændt af det her (9/11, red.)? Det er jeg helt overbevist om, at de gjorde, for jeg har ikke haft andre sygdomme. Jeg har jeg ikke højt blodtryk, højt kolesterol, diabetes…,« har hun tidligere fortalt lokalmediet NJ.com.

Marcy Borders' fætter siger farvel på Facebook:

Marcy Borders er blot én i rækken af utroligt mange overlevende, redningsfolk og politibetjente, der har fået konstateret kræft som følge af tragedien 11. september. Ifølge Huffington Post er tallet således helt oppe på 4.000 - til sammenligning mistede 2.992 livet i forbindelse med terrorangrebet.

Læs også:

Ifølge Center for Disease Control and Prevention er hudkræft, prostatakræft og lymfekræft blandt de mest almindelige sygdomme, der altså er et resultat af al den aske, støv og andre materialer, som hvirvlede rundt i luften, efter at de to fly havde torpederet tårnene.

Elnardo Borders mindes sin søster: