"Jeg besluttede at få vores fjender til at fremstå som dumme og fjollede. Det dæmpede frygten for russerne."

Guvernøren i den sydlige ukrainske by Mykolajiv, Vitalij Kim, er blandt andet kendt for sin særlige rå humor, som kan være nødvendig i regionen, hvor en ny russisk offensiv ventes inden for kort tid.

Den 41-årige Vitalij Kim, som er blevet tildelt en tapperhedsmedalje af den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, er leder i et område, som bombarderes hver nat. Vandforsyningerne er ødelagt, og hans eget kontor er for længst sprængt i luften af et russisk missil.

Det skete i krigens første uger, og da han i marts oplyst, at 37 var blevet dræbt ved et bombardement af hans eget kvarter på sociale medier, kom han med en lakonisk bemærkning om, at han kun selv havde overlevet, fordi han havde sovet over sig.

Han er siden blevet lidt af en kultperson i det krigshærgede land, hvor han er landskendt for selfie-videoer fra kaprede russiske militær køretøjer eller med vittigheder på russernes bekostning.

- Der er forskellige måder at klare en situation på. Dette er min stil, og det betyder ikke, at det er let, siger han til det franske nyhedsbureau AFP.

Han tilføjer dog, at "jeg nyder ethvert job, som jeg påtager mig".

Ligesom den ukrainske præsident og mange andre offentlige personer i Ukraine er Kim ofte iklædt militært præget kamptøj - for eksempel sorte bukser og en sort T-shirt med en silhuet af rumvæsnet "Predator" fra den amerikanske action- og sciencefictionfilm fra 1987 med Arnold Schwarzenegger.

I ruinerne af sit ødelagte kontor, hvor resterne af murene stadig er blodplettede, siger han at han udviklede en filosofi om komisk ledelse i krigens første fase.

- Jeg besluttede at få vores fjender til at fremstå som dumme og fjollede. Det havde mange ukrainere brug for, hvis de skulle holde op med at frygte russerne.

Hans sans for humor er i tråd med den overordnede lidt komedieagtige holdning, som ofte præger stemningen i landet trods blodsudgydelser og de mange menneskelige tragedier.

Da en russisk luftbase på Krimhalvøen i sidste uge blev rystet af eksplosioner var der mistanke om, at ukrainsk militær stod bag, men det bliver afvist officielt - med indforståede smil.

Kim har også været med til at indføre ordet "orker", som spøgende anvendes om russiske soldater. Det er en term fra fantasyromaner og ideospil, der henviser til onde fantasivæsner. Ordet er nu almindelig anvendt af ukrainske soldater.

- De russiske soldater var virkelig som orker, fordi de er ude af sig selv. Propagandaen i Rusland har i snesevis af år ændret deres tankegang. De forstår ikke engang, hvad de gør.

/ritzau/AFP