Hotel-booking hjemmesiden ‘HotelQuickly’ er kommet i modvind, efter tusindvis af kunder beskylder virksomheden for at snyde dem, fordi booking-tjenesten ikke vil tilbagebetale de rejsendes penge.

Ferie-hungrende kunder har fået deres rejse ødelagt, efter bookingtjenesten ‘HotelQuickly’ har aflyst kundernes hotelværelses-reservationer uden at refundere deres penge.

Det skriver det australske medie News.com.au.

‘HotelQuickly’ har base i Asien. Man kan få adgang til tjenesten gennem Tripadvisor og Trivago, hvor man også kan booke hotel og rejse.

Virksomheden har aflyst tusindvis af hotelreservationer, selvom de allerede betalt.

'HotelQuickly' nægter at tilbagebetale pengene - men tilbyder istedet deres kunder en ‘voucher’ - det vil sige et tilgodebevis, som kan bruges til fremtidige bookinger.

Det fremgår af en besked på 'HotelQuicklys' Facebook-side.

»Desværre - grundet en uforudset grund med vores hotel leverandør, er mange reservationer blevet aflyst. Vi forstår, hvor skuffende det må være, og vi arbejder hårdt på at komme frem til en tålelig løsning,« lyder forklaringen fra firmaet.

Men det har altså ikke mildnet de sure kunder, og mange beskylder booking tjenesten for at snyde dem. Blandt andet skriver Catherine på Twitter:

»Kæmpe fupnummer! Hold dig væk fra disse svindlere. De ødelægger folks hårdt opsparede ferieplaner,« skriver hun.

En anden bruger, Nathanial Freemann, opfordrer Tripadvisor til at fjerne HotelQuickly som partner.

»Hey Tripadvisor, kan I ikke komme ud af jeres partnerskab med 'HotelQuickly?'. De har aflyst værelser og tilbageholdt penge i dagevis nu. Det er stadig muligt at reservere værelser gennem deres tjeneste.«

Har du oplevet problemer med tjenesten 'HotelQuickly'? Så hører B.T. meget gerne fra dig. Skriv til 1929@bt.dk