MGM Resorts mener ikke, at koncernen er ansvarlig for masseskyderi, der kostede 58 mennesker livet i oktober.

Las Vegas. Hotelkoncernen MGM Resorts har valgt at sagsøge en række ofre efter en massakre, der sidste år kostede 58 mennesker livet i spillebyen Las Vegas.

MGM Resorts ejer Mandalay Bay Resort and Casino, hvor gerningsmanden bag masseskyderiet, Stephen Paddock, havde lejet et værelse, hvorfra han skød mod publikum til en koncert.

Søgsmålet er et forsøg på at få omkring 1000 personer, der har sagsøgt hotelkoncernen, til at droppe deres søgsmål.

Søgsmålet mod MGM Resorts blev indgivet ved domstole i Nevada og Los Angeles fredag.

Las Vegas lagde 1. oktober gader til det værste masseskyderi i USA's historie.

Stephen Paddock åbnede fra sit værelse på 32. sal ild mod koncertgængere ved en country-festival, der var arrangeret af MGM Resorts.

Ud over de 58 dræbte blev 851 såret i angrebet, og Stephen Paddock valgte efter ugerningen at tage sit eget liv.

Omkring 2500 har enten sagsøgt eller truet med at sagsøge MGM Resorts efter tragedien.

Sagsøgerne mener, at sikkerheden var for dårlig under musik-festivalen.

Ifølge MGM Resorts var firmaet, der stod for sikkerheden ved festival, CSC, godkendt af ministeriet for indenlandsk sikkerhed.

Derfor mener koncernen ikke, at den er ansvarlig for tragedien.

MGM Resorts sagsanlæg mod ofrene har udløst stærke reaktioner blandt ofre og pårørende.

- Det er den mest forkastelige adfærd, jeg har oplevet fra en anklaget part i mine 30 år som advokat, siger Robert Eglet, der repræsenterer et af ofrene.

/ritzau/AFP