Frygten for et stort vulkanudbrud har skabt panik i Island.

Således flygtede 40 gæster på spahotel tæt på den populære turistattraktion Den Blå Lagune uden for Reykjavik natten til torsdag. Det rapporterer Vikurfrettir.

Ifølge det islandske medie måtte taxaer samle de 40 gæster op midt om natten og køre dem til andre hoteller i Suðurnes og i Reykjavík.

En taxachauffør, som samlede gæster op, fortæller, at de passagerer, som han samlede op, var 'meget kede af det og kom løbende ud til taxaen'.

Panikken skyldes øjensynligt, at en serie af mindre jordskælv har skabt frygt for et vulkanudbrud i området.

Den Blå Lagune traf onsdag beslutning om at lukke adgangen midlertidigt, foreløbigt en uge, frem til torsdag morgen kl. 7, skriver man i en pressemeddelelse.

»Den primære grund til at tage disse forholdsregler er vores urokkelige engagement i sikkerhed og velvære,« lyder det i en udtalelse fra selskabet bag Den Blå Lagune.

»Vi sigter mod at minimere enhver forstyrrelse af vores gæsters oplevelser og lette det vedvarende pres på vores medarbejdere,« tilføjes det.

Arkivfoto af Den Blå Lagune fra marts 2021. Dengang lukkede man ligeledes på grund af frygt for vulkanudbrud.
Arkivfoto af Den Blå Lagune fra marts 2021. Dengang lukkede man ligeledes på grund af frygt for vulkanudbrud. Foto: Halldor Kolbeins/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Nu vil man overvåge den seismiske udvikling og vurdere situationen løbende i samarbejde med de lokale myndigheder, skrives det videre.

Efter lukningen af Den Blå Lagune blev hovedvejen til stedet torsdag lukket for trafik.

Siden slutningen af oktober har det meteorologiske institut i Island registreret en stigning i antallet af jordskælv. I den periode har man registreret omkring 23.000 mindre jordskælv, fortæller Dagbladet.

Onsdag oplyste instituttet, at der i det foregående døgn var registreret 1.200 rystelser.