På den indonesiske ø Bali er danske turister strandet. Vulkanen Mount Raung i det østlige Java er i udbrud, og store askeskyer holder alle fly på jorden i lufthavnen Denpasar Airport.

I nordøst Bali på resortet Kubu Indah nyder flere end 20 danskere deres ferie, og tre af dem har indtil videre været tvunget til at blive længere end planlagt.

Læs også:

Hotelindehaver Rikke Cordt Rasmussen fortæller, at de tre danskere skulle have været med Qatar Airways fredag aften, men er tvunget til at blive minimum en ekstra dag, da flyet er aflyst.

»De er selvfølgelig kede af, at de ikke kan komme hjem. Når man kommer til feriens sidste dag og har pakket kufferten, så er man indstillet på at flyve hjem. Nogle har selvfølgelig også arbejdsforpligtelser, de kan blive bekymrede for,« siger hun til BT.

Men selvom ferien er blevet forlænget mod gæsternes vilje, så er der ingen panik. De har desuden kunne blive i deres villa, da den ikke var booket af andre.

»De har bare ligget ved poolen og taget en afslappet dag mere. De virker rolige, men så nok gerne, at de kom hjem i løbet af weekenden,« siger Rikke Cordt Rasmussen.

Ifølge hotelindehaveren mærker man ved resortet støv fra vulkanen. Derudover er alt, som det plejer med sol og god feriestemning.

Hotellet er løbende i kontakt med gæsternes flyselskaber og afventer situationen. Når flyene igen begynder at lande og lette i øens lufthavn, bliver gæsterne kørt afsted.

»Kunderne har valgt at blive ved os, indtil de ved mere. Det store problem er, hvis de skal sidde og vente i lufthavnen, som mange mennesker gør,« siger Rikke Cordt Rasmussen.