Folk flygtede fra Intercontinental Hotel i Afghanistans hovedstad, da angribere trængte ind i hotellet.

Kabul. Op mod fire bevæbnede angreb lørdag aften Intercontinental Hotel i den afghanske hovedstad, Kabul.

Seks personer meldes dræbt i angrebet, oplyser den afghanske sikkerhedstjeneste. Otte er desuden såret.

Gerningsmændene var angiveligt bevæbnet med både skydevåben og håndgranater, da de stormede hotellet. De var rundt på flere etager i bygningen, mens de skød mod gæster, oplyser en sikkerhedskilde.

Først tidligt søndag morgen er politiaktionen på hotellet afsluttet.

Omkring klokken halv syv søndag morgen oplyser den afghanske regering således, at alle gerningsmænd er blevet dræbt i nattens løb. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

En borger fra Kabul siger, at han har snakket i telefon med en af de gæster, der var til stede, da angrebet ramte.

- De blev angrebet, mens de var ved at spise aftensmad. De (gerningsmændene, red.) brød ind i værelser, tog folk som gidsler og åbnede ild mod dem, lyder det fra Kabul-borgeren Abdul Sattar.

100 gidsler er angiveligt blevet løsladt i løbet af natten.

En talsmand fra indenrigsministeriet siger, at det er vanskeligt at få overblik over, hvor mange der var på hotellet. Men det er angiveligt lykkedes de fleste af dem, der var inde i bygningen, at komme ud.

Intercontinental Hotel bruges som overnatningssted og mødested for Kabuls elite og mange udenlandske gæster.

Ifølge nyhedsbureauet AFP hævder en talsmand fra Taliban, at den stå bag det dødelige angreb.

Hotellets manager, som lykkedes med at slippe uskadt ud, fortæller Reuters, at angriberne nåede ind i hotellet gennem et køkken.

/ritzau/dpa