I syv år fastholdt East Kent Hospitals Trust, at størrelsen på ​​Louise Dempsters baby var skyld i, at hun blødte så meget, at hun var ved at miste livet.

Men nu har piben fået en anden lyd, skriver BBC.

Hospitalet har nu undskyldt over for en den 34-årige britiske kvinde for ikke at indrømme, at deres kirurg var ansvarlig for den massive blødning efter et kejsersnit. Louise Dempster fødte i maj 2015, og det er først i 2022, hun får undskyldningen.

»Det var bare løgn på løgn,« siger ​​Louise Dempster til BBC.

Samtidig lyder det fra East Kent Hospitals administrerende direktør, Tracy Fletcher, at man lover, »at sikre, at erfaringerne bliver draget.«

Det var Louise Dempsters første graviditet. Selve graviditeten var gået godt, indtil hun udviklede to potentielt farlige tilstande i dagene, før hun skulle føde.

En scanning viste overdreven vækst af hendes baby, og at Louise Dempster havde svangerskabsforgiftning og en leversygdom, som satte hende i risiko for at bløde efter fødslen.

Hun var dækket i blod efter fødslen, men hendes søn kom ud sund og rask.

Og heldigvis overlevede hun også selv.