Skuespilleren Zachary J. Horwitz, der kun havde mindre biroller, har erklæret sig skyldig i at have snydt folk i Hollywood for over 1,5 milliarder kroner.

Han bildte sine investorer ind, at han havde lukrative licenser og distributionsaftaler med både Netflix og HBO.

Som en del af en aftale med anklageren vil 34-årige Horwitz erklære sig skyldig i en tiltale for bedrageri med værdipapirer ved et retsmøde, der finder sted 4. oktober. Det skiver Los Angeles Times.

Han risikerer 20 års fængsel.

Zachary Horwitz har under navnet Zach Avery haft nogle biroller i små film.
Zachary Horwitz har under navnet Zach Avery haft nogle biroller i små film. Foto: Lionsgate
Vis mere

Horwitz betalte store beløb tilbage til ofrene – som han hævede var 'udbytte' – for at lokke dem til at investere endnu mere. Men han manglede at tilbagebetale 1,5 milliarder kroner.

Nogle af de penge brugte han på at købe et hus til godt 38 millioner kroner i Los Angeles. Der var både swimmingpool, et rum til at se film og en vinkælder med plads til 1.000 flasker i det fine hjem.

Gennem de syv år, hvor det såkaldte Ponzi-bedrageri fandt sted, brugte Horwitz også penge på luksusbiler, flyrejser og de lavbudgetfilm, han selv optrådte i.

Anklagerne vil gå efter en langvarig fængselsstraf.

Oprindelig var Zachary J. Horwitz tiltalt for fem tilfælde af bedrageri med værdipapirer, seks tilfælde af internetsvindel og to tilfælde af identitetstyveri – de bliver alle fjernet som en del af aftalen med anklageren.

Horwitz har allerede indrømmet, at han bildte sine investorer ind, at hans eget filmselskab, 1inMM Capital, var ved at købe rettighederne til at distribuere film og give Netflix og HBO licens til dem.

Investorerne skulle bare skyde mellem 220.000 og 9,5 millioner kroner ind pr. film. Så garanterede han, at de ville få op til 40 procent i udbytte. Det skriver Newsweek.

Men både kontrakterne og korrespondancen, der relaterer sig til handlerne, var alle sammen falske.

Svindelnummeret blev afsløret, da Horwitz begyndte ikke at kunne betale sine lån tilbage i 2019.

Hans kone, Mallory Horwitz, har ifølge Newsweek siden begæret skilsmisse. I retten siger hun, at hun ikke vidste, at hendes mand var en bedrager.

Han er for øjeblikket på fri fod mod en kaution på 6,29 millioner kroner.