Egentlig skulle de tages ned i juni, men nu er det besluttet, at de usædvanlige trafiklys bliver en permanent del af bybilledet i Wien.

Sammen tager de hinanden i hånden og signalerer, at du kan krydse vejen, når lyset bliver grønt. Ellers står de røde figurer arm i arm og venter på, at det er tilladt at gå. I Wien er de klassiske grønne og røde mænd for enden af fodgængerfeltet, skiftet ud med kærlige homoseksuelle par.

Årsagen er, at flere homo-venlige arrangementer finder sted i Østrigs hovedstad dette forår. Det mest omtalte er Eurovision Song Contest, som lige nu afholdes i Wien, efter Østrig vandt finalen sidste år med den skæggede og kjoleklædte Conchita Wurst i front, skriver tv2.no.

I alt er 47 lyskryds blevet udsmykket med de nye symboler, som viser to mænd eller to kvinder. Når lyset bliver grønt, er der endda et lille hjerte mellem figurerne.

Planen har hele tiden været, at de kærlige lys skulle skiftes ud med de oprindelige symboler til juni. Men nu siger lokalpolitiker Maria Vassilakou, at fodgænger-parrene får lov at blive på ubestemt tid, skriver AP.

Selvom trafiklysene for mange er ganske elskværdige, er de ikke blevet hængt op uden protester. Østrigs højreorienterede Frihedsparti har lagt sag an for brud på færdselsloven og for at have misbrugt skatteydernes penge. Lysene skulle have kostet 63.000 euro.

I München i Tyskland har de ladet sig inspirere af ideen og tirsdag blev det vedtaget at sætte de homoseksuelle trafiklys op i forbindelse med byens gay pride-festival.