Pamela Anderson er den seneste kendte, der høster kritik for såkaldt »victim-blaming«. Andre er Angela Lansbury, Morrissey og Lena Dunham.

Knap to måneder efter, at #MeToo-kampagnen begyndte at rulle, rører en modstrøm på sig.

Det er udmeldinger fra kendte kvinder og mænd, der mener, at ofrene selv er ude om det - det man på engelsk kalder “victim-blaming” (at lægge skylden hos offeret selv). Enkelte har tilmed forsvaret filmproducenten Harvey Weinstein og filmstjernen Kevin Spacey, begge beskyldt for talrige seksuelle overgreb.

Skuespilleren Pamela Anderson sagde torsdag, at det har været alment kendt i Hollywood, at kvinder skulle undgå at komme i enrum med personer såsom Harvey Weinstein. Inden for den seneste uges tid har også rockstjernen Morrissey og den aldrende skuespillerinde Angela Lansbury været fremme med udtalelser om, at der kan være flere måder at anskue #meetoo-historierne på.

»Du ved hvad der kommer til at ske, hvis du går alene ind i et hotelværelse med dem,« sagde Pamela Anderson torsdag i et tv-interview med NBC-journalisten Megyn Kelly.

Har selv været udsat for overgreb

Pamela Anderson har selv været udsat for overgreb, og fortalte i 2014, at hun ved en enkelt lejlighed var blevet voldtaget af seks mænd. Til NBC sagde hun torsdag, at hun som ung skuespiller brugte sin fornuft, når det handlede om at undgå “ubehagelige situationer” med bestemte personer.

»Da jeg kom til Hollywood, fik jeg selvfølgelig en masse tilbud om »private auditions«. Men din fornuft bør fortælle dig, at man ikke går ind i et hotelværelse alene. Og hvis nogen kommer ind klædt i en badekåbe, forlader du rummet. Det er bare sund fornuft,« sagde Pamela Anderson med henvisning til den berygtede filmproducent Harvey Weinsteins måde at indlede seksuel kontakt på.

Hun beskrev Hollywood som et »forførende« sted, hvor ønsker om berømthed spiller en stor rolle, men at hun selv har undgået at blive seksuelt udnyttet i den sammenhæng.

»Jeg har fået tilbudt mange ting. Penge, hjem, roller i film. Jeg ville bare ikke gøre det på den måde. Jeg havde intet ønske. Jeg er romantisk, og det appellerede ikke til mig,« siger Pamela Anderson.

Kritikken af Pamela Andersons udtalelse bredte sig hurtigt på sociale medier, og flere påpegede i tweets, at hun som en, der selv har oplevet overgreb, burde vide bedre.

Den 65-årige Harvey Weinstein er blevet anklaget for seksuelt misbrug af over 50 kvinder, herunder Cara Delevingne, Ashley Judd, Gwyneth Paltrow og Angelina Jolie, efter at The New York Times og The New Yorker først bragte vidnesbyrd fra flere kvinder.

Udtalelserne fra Pamela Anderson kommer kun kort tid efter at den 92-årige britiske skuespiller Angela Lansbury kom med kommentarer i et interview med RadioTimes, udtalelser der er blevet opfattet som “victim-blaming”.

»Kvinder har gjort alt for at gøre sig selv mere attraktive. Og desværre har det givet bagslag. Selvom det er forfærdeligt at sige, kan vi ikke gøre os så attraktive uden at blive væltet omkuld og voldtaget,« sagde Angela Lansbury.

De fleste kritikere fremhævede Angela Lansburys alder, men påpegede samtidig, at det ikke var en tilstrækkelig undskyldning. Andre brugte ironi med henvisning til Lansburys kendte rolle som mordgådeløser i TV-serien »Murder she wrote«.

Dagen efter offentliggjorde Angela Lansbury et statement, hvori hun beklagede at folk havde opfattet hendes udtalelse som om, at ofrene for seksuelle overgreb selv var ude om dem.

»Der findes ingen undskyldning for mænd at begå seksuelle overgreb,« skrev Angela Lansbury.

»Jeg kom aldrig i den slags situationer«

Selvom det næsten var forventet, at den engelske rocksanger Morrissey ville tale om #MeToo, da han forleden gav interviews i anledningen af sin nye plade, udløste det en storm af kritik, da han forsvarede Harvey Weinstein og skuespilleren Kevin Spacey, der også er blevet overgrebsanklaget. Til det tyske magasin Der Spiegel sagde den 58-årige Morrissey blandt andet, at definitionen på “overgreb” er blevet for bred.

»Enhver der nogensinde har sagt: 'Jeg kan godt li’ dig' bliver nu beskyldt for sexchikane,« sagde Morrissey, der satte spørgsmålstegn ved beskyldningerne mod 'House of Cards'-skuespilleren Kevin Spacey, hvis karriere brat blev sat i stå af beskyldninger om overgreb, heriblandt fra den i dag 46-årige Anthony Rapp, der beskylder Spacey for at have udsat ham for et overgreb, da han kun 14 år gammel.

»Jeg ved ikke med andre, men jeg kom aldrig i den slags situationer, da jeg var ung. Jeg var altid klar over, hvad der kunne ske. Når man er i nogens soveværelse, må man være klar over, hvad der kan ske,« sagde Morrissey, der i samme interview beskrev voldtægt som en !afskyelighed«.

En fan tweetede spidsfindigt om Morrissey og Angela Lansbury, at de med deres udtalelser demonstrerede begrebet »gaslighting«, der handler om igen og igen at fortælle ens partner, at hun er paranoid, sensitiv eller har brug for en psykolog eller psykiater. Begrebet stammer fra Angela Lansbury-filmen »Gaslight«, hvor skuespillerens karakter bliver udsat for netop den behandling.

Andre berømtheder, der er blevet udskældt for »victim blaming« efter starten af #MeToo-kampagnen er skuespilleren Alec Baldwin og skuespilleren Lena Dunham, der forsøgte at støtte sin ven produceren Mark Miller, der selv er på anklagebænken for overgreb. Begge har siden undskyldt for deres udtalelser.