I undskyldningen siger han, at der blev gjort for lidt for at beskytte jøderne mod nazisternes forfølgelse.

Den hollandske premierminister, Mark Rutte, har undskyldt på vegne af den hollandske regering for dets handlinger under Anden Verdenskrig.

I sin undskyldning siger han, at der blev gjort for lidt for at beskytte de jødiske borgere mod nazisternes forfølgelse, skriver dpa.

Rutte undskyldte søndag under en markering af 75-året for befrielse af koncentrationslejren Auschwitz, der lå i det tyskbesatte Polen, den 27. januar 1945.

- Da de sidste overlevende stadig er blandt os, undskylder jeg på vegne af regeringen for, hvad staten gjorde dengang, siger Rutte under markeringen i Amsterdam.

Det er første gang, at den hollandske regering specifikt har undskyldt for de handlinger, der blev taget af staten under krigen.

I 2000 udtrykte regeringen sorg over den "kolde modtagelse", som de jødiske overlevende fik af landet, efter at de kom hjem fra koncentrationslejrene.

Holland blev invaderet af nazisterne i 1940. Regeringen flygtede sammen med dronning Wilhelmina til Storbritannien.

Af de 140.000 jøder, som boede i Holland på tidspunktet for Holocaust, blev omkring 102.000 myrdet af nazisterne.

De hollandske myndigheder udførte villigt de tyske besætteres ordre, sagde Rutte.

De støttede nazisterne, mens "en gruppe landsmænd blev valgt ud, blev ekskluderet og fratog dem deres menneskeværdighed under et morderisk regime", sagde premierministeren.

Der var modstand, men "samlet var det ikke nok", sagde Rutte.

- For lidt beskyttelse. For lidt hjælp. For lidt anerkendelse.

/ritzau/