Hollands regering er så trætte af, at turister ryger sig vinde og skæve at de nu indfører et forbud.

Den hollandske regering vil forbyde turister at købe hash i såkaldte "coffee shops". Og det skal også være vanskeligere for hollænderne at "ryge en fed".

Holland er kendt for at have et af Europas mest liberale forhold til hash, og titusinder af "narkoturister" strømmer hver måned til landet, hvor man helt uden at bryde loven kan ryge sig skæv.

Støttet af den indvandrerkritiske politiker Geert Wilders har den hollandske koalitionsregering fremlagt planer, der skal sætte en stopper for narkoturismen som led i en landsdækkende kampagne for at fremme sundhed og bekæmpe kriminalitet.

- For at takle de gener og den kriminalitet, der er forbundet med coffee shops og narkosalg, vil den åben-dør-politik, der hersker dér, stoppe, skriver Hollands sundheds- og justitsministre i et brev til parlamentet fredag.

Ifølge de nye regler vil det fremover kun være hollændere, der kan blive medlemmer af de coffee shops, hvor man kan købe hash.

Den ny politik bliver indført i provinserne Limburg, Noord Brabant og Zeeland i det sydlige Holland inden årets afslutning og i resten af Holland næste år.

Amsterdam, der huser ikke færre end 220 coffee shops, er allerede ved at lukke nogle butikker.

Nogle hollandske grænsebyer, heriblandt Maastricht og Terneuzen, har allerede lagt restriktioner på salg af hash til udlændinge.

/ritzau/Reuters