En 75-årig mand er blevet kendt skyldig i fire anklager om voldtægt, samt børnemishandling mod sin egen datter, som han holdt fanget og indespærret gennem 30 år.

Det skriver engelske The Gaurdian.

Aaravindan Balakrishnan kommer med al sandsynlighed til at tilbringe resten af sit lev bag tremmer. Fredag blev han nemlig fundet skyldig i en række grusomme anklager i Southwark Crown Court i London.

Den 75-årige kultleder startede i 1975 et kommunistisk kollektiv i den engelske hovedstad, som han senere omdannede til en hemmelighedsfuld sekt, med flere kvindelige medlemmer. Medlemmer som han angiveligt hjernevaskede til at tro, at han besad overnaturlige kræfter, og som blev tævet, truet og voldtaget.

Aaravindan Balakrishnan fik senere en datter med en af sine medlemmer, og hun blev holdt som fange i kultlederens hjem i London i flere årtier. Det var først i 2013, i en alder af 30 år, at det lykkes datteren at flygte fra faderens fangenskab.

Et billede af Aravindan Balakrishnan, taget engang i 1970'erne.    
Et billede af Aravindan Balakrishnan, taget engang i 1970'erne.     Foto: HANDOUT
Vis mere

Flere kvinder har siden datterens flugt stået frem, og fortalt om deres tid i sekten.

Dommeren i sagen har anmodet om en psykiatrisk undersøgelse af den 75-årige kultleder, inden den endelige strafudmåling for den 75-årige  bliver fremlagt den 29. januar næste år. Men den kvindelige dommer gjorde dog Aaravindan Balakrishnan opmærksom på, at han kunne forvente 'en betydelig frihedsstraf'. Indtil da forbliver han i politiets varetægt.

Datteren, som af juridiske grunde ikke står frem med navn, fortalte ifølge The Guardian efter retsmødet, at hun blev 'overvældet af lettelese'. Det var dog ikke alle, som var tilfredse med dommen.

»I sender en uskyldig mand i fængsel,« skulle en af Aaravindan Balakrishnans kvindelige følgere angiveligt have råbt i retsalen i kølvandet på dommen.

Den 75-årige kultleder kom til London fra Singapore i 1963, hvor han studerede på London School of Economics.