Sagen mod Ghislaine Maxwell i New York har allerede i den første uge vist sig sprængfarlig. Ikke bare for den tiltalte – der risikerer 80 års fængsel, hvis hun kendes skyldig i trafficking af mindreårige – men også for tidligere præsidenter, Hollywood-stjerner og kongelige.

Det drejer sig som bekendt om, hvorvidt Ghislaine Maxwell, society-damen fra London, samarbejdede med den nu afdøde og pædofilidømte finansmand Jeffrey Epstein, da han forgreb sig på alt for unge piger på sin private ø i Caribien, i Miami, i New York, og hvor han nu befandt sig.

De foreløbige udsagn mod hende er indtil videre ikke just flatterende. Flere vidner beskriver også, hvordan Maxwell fungerede som en slags confidante for de purunge piger, vandt deres tillid og gradvist introducerede sex som del af hverdagen. Ifølge disse udsagn var Ghislaine Maxwell selv aktiv deltager i sex med både pigerne og Epstein.

Hvorvidt disse udsagn er nok til at overbevise juryen om, at den engelske milliardærdatter skal dømmes, er det endnu for tidligt at spå om. Men det står allerede klart, at retssagen truer med at drage både tidligere præsidenter og britiske kongelige med i fedtefadet.

Ghislaine Maxwell tegnet under retssagen i New York
Ghislaine Maxwell tegnet under retssagen i New York Foto: JANE ROSENBERG
Vis mere

Jeffrey Epsteins pilot gennem 30 år har fortalt, at han ved flere lejligheder fløj med prins Andrew. Piloten kunne også fortælle om en række andre celebre navne, der ifølge ham var om bord på flyet til Epsteins ø, Little Saint James. Det var blandt andre de tidligere præsidenter Donald Trump og Bill Clinton samt skuespilleren Kevin Spacey.

Flyvningerne til øen blev kendt som 'Lolitaekspressen', fordi der ifølge Epsteins ansatte konstant var nye leverancer af unge piger.

En af vidnerne i retssagen husker også som mindreårig at have besøgt Donald Trump med Jeffrey Epstein i Trumps Mar-a-Lago-residens.

Ghislaine Maxwell skulle efter sigende også have instrueret Epsteins hushjælp i kun at tale, når denne blev talt til, og i ikke at have øjenkontakt med sin arbejdsgiver.

Donald Trump skulle have fløjet med Lolita-ekspressen til Jeffrey Epsteins ø ved flere lejligheder, påstår Epsteins tidligere pilot.
Donald Trump skulle have fløjet med Lolita-ekspressen til Jeffrey Epsteins ø ved flere lejligheder, påstår Epsteins tidligere pilot. Foto: ERIK S. LESSER
Vis mere

Alt dette er vel at mærke kun inden for de første fire dage i retten, og retsforløbet er afsat til seks uger. Det er svært at spå om, hvad der ellers vil komme frem de næste uger, da anklagerens eneste opgave er at forsøge at få Maxwell dømt. Det er også uvist, om Ghislaine Maxwell selv vil vidne.

Men mon ikke de gyser lidt i de kongelige gemakker i London og i de tidligere præsidenters husholdninger. Retssagen, der allerede nu har verdenspressens fulde opmærksomhed, truer med at frembringe nye oplysninger, der kan være særdeles inkriminerende for både kongehuse og kan få indvirkning på amerikansk politik.

Prins Andrew er allerede en uhyre upopulær mand i sit hjemland. I en nylig meningsmåling troede kun tre procent af de adspurgte på prinsens udlægning af historien på spørgsmålet om, hvorvidt han har haft sex med Virginia Roberts Giuffre.

Flere inkriminerende påstande under retssagen kan føre til et lignende retsforløb mod ham i USA. Retssagen mod Ghislaine Maxwell er en udløber af retssagen mod Jeffery Epstein.

Der er ikke stor opbakning i Storbritannien til prins Andrews udlægning af forholdet til Ghislaine Maxwell og Jeffrey Epstein
Der er ikke stor opbakning i Storbritannien til prins Andrews udlægning af forholdet til Ghislaine Maxwell og Jeffrey Epstein Foto: STEVE PARSONS
Vis mere

Det vil være helt uhørt og naturligvis helt uacceptabelt, at dronning Elizabeths søn i så fald skal trækkes gennem sølet på denne måde. Det britiske kongehus har svært ved at beslutte, hvilket ben det skal stå på, og prøver så vidt som muligt at gemme den 61-årige Andrew væk fra offentlighedens søgelys.

Hvad nu hvis der kommer flere påstande om eksempelvis Donald Trump eller Bill Clinton under retssagen? Det er værd at huske, at Ghislaine Maxwell kæmper, om ikke for sit liv, så sit liv i frihed. Desperation kan få mennesker til at gøre mange ting, og det er langtfra utænkeligt, at der kommer flere artige overraskelser i New York før domfældelsen.

Under alle omstændigheder synes retssagen at vise en verden af magt, privilegier og mangel på respekt for normale mennesker, der i sig selv er tankevækkende. Tænk at instruere en ansat i ikke at kigge en i øjnene.

Magt og rigdom korrumperer, og ligesom MeToo-bølgen har krævet et opgør med dårlig ledelse og misbrug på arbejdspladser, er der god grund til at vende øjnene mod de absurde privilegier, som verdens rigeste har – og hvordan disse privilegier misbruges.