Lyt til artiklen

Oath Keepers-stifter er blevet kendt skyldig i sammensværgelse for at gøre oprør i forbindelse med stormløbet.

Stifteren af den højreradikale gruppe Oath Keepers, Stewart Rhodes, er tirsdag blevet kendt skyldig for sin rolle i stormløbet på USA's Kongres, som skete 6. januar sidste år.

Et nævningeting har vurderet, at Rhodes har gjort sig skyldig i sammensværgelse for at gøre oprør.

Også Kelly Meggs, som også er en del af Oath Keepers, blev fundet skyldig i samme tiltalepunkt. Tre andre blev frikendt.

Sagen fik sit udgangspunkt i januar sidste år, da demonstranter havde samlet sig foran Kongressen, hvor daværende vicepræsident Mike Pence skulle overlevere resultatet af det seneste præsidentvalg: Siddende præsident Donald Trump havde tabt til Joe Biden.

Demonstranterne røg i klammerier med politiet og endte med at trænge ind i Kongressen. Flere betjente mistede livet i forbindelse med stormløbet.

Stewart Rhodes er manden, som står bag den højreradikale gruppe Oath Keepers i USA. Gruppen består blandt andet af tidligere soldater og politibetjente.

Rhodes var anklaget for med magt at forsøge at forhindre Kongressen i at godkende Joe Bidens valgsejr.

Selv om han er blevet kendt skyldig for sin rolle i stormløbet, er der endnu ikke blevet udmålt en straf til ham. I USA er det ikke usædvanligt, at skyldkendelsen og strafudmålingen falder på forskellige tidspunkter.

/ritzau/Reuters