Højpotente stoffer på Europas gader øger risiko for overdosis
Flere end 7600 personer er døde som følge af overdosis i Europa. Nye, stærke stoffer øger uforudsigeligheden.

Flere end 7600 personer er døde som følge af overdosis i Europa. Nye, stærke stoffer øger uforudsigeligheden.

"Sig NEJ til stoffer".
Med det slogan har Sundhedsstyrelsen i mange år forsøgt at få unge og festivalgæster til at holde sig fra narkotika.
Opfordringen bliver nu ekstra påtrængende, efter EU's narkotikaagentur (EUDA) tirsdag har offentliggjort sin årsrapport.
Rapporten viser en farlig stigning i mængden af stærke, rene stoffer. Stofferne er dødbringende.
Det siger Lorraine Nolan, der er administrerende direktør for EUDA.
- Narkotikamarkederne udvikler sig i raskt tempo, og udvalget af stoffer på Europas gader bliver stadig mere uforudsigeligt.
- Det øger risikoen for, at folk tager højpotente stoffer. Ofte uden at vide det, siger Lorraine Nolan.
Rapporten fra EUDA gør status på narkotikasituationen i 29 europæiske lande.
Ud over de 27 EU-lande er det også Norge og Tyrkiet.
Rapporten viser, at personer, der bruger narkotika, står over for et stadig mere varieret udvalg af stoffer.
Og ofte er stofferne meget kraftige eller har høj renhed.
Ifølge rapporten dukker der "hele tiden nye cannabisprodukter op". Samtidig er udvalget af opioider og stimulerende stoffer stigende.
På den baggrund er blandingsbrug af forskellige narkotika "almindeligt" ifølge rapporten.
Her kombinerer brugere narkotika på måder, der øger risikoen for forgiftning.
Det kan også aflæses i statistikken over dødsfald, siger EU-kommissær for indre anliggender, Magnus Brunner.
- De seneste tal viser mindst 7600 dødsfald som følge af overdosis.
- Vi må gøre alt, hvad der står i vores magt, for at forhindre, at farlige nye produkter oversvømmer markedet. Vi skal bruge lovgivningen i dens fulde udstrækning, siger Magnus Brunner.
Opioider er ifølge rapporten fortsat den hyppigste årsag til forgiftningsdødsfald i Europa. Typisk i kombination med andre stoffer.
Meget stærke syntetiske opioider, behandlingslægemidler og smertestillende lægemidler er ifølge rapporten opdaget i en "betydelig andel af overdosisdødsfaldene".
På den baggrund er EUDA særligt bekymret for de nye syntetiske opioider.
De er ofte meget potente og kan være ukendte for brugerne.
Siden 2009 er 95 syntetiske opioider blevet opdaget i Europa. Alene i 2025 blev der indberettet syv nye syntetiske opioider til EU's system for tidlig varsling (EWS).
Ud over at bringe nye stoffer på markedet, så er de illegale handelsnetværk ifølge rapporten samtidig hurtige til at tilpasse sig myndighedernes indsats.
Dermed er det svært for myndighederne at bremse op for stofferne i Europa.
Efter skærpede politiaktioner i de store europæiske havne som Rotterdam og Antwerpen har kriminelle ifølge rapporten ændret deres ruter og metoder for at undgå at blive opdaget.
De benytter i stigende grad mindre havne, overføring til søs ved hjælp af hurtigbåde samt halvt nedsænkelige platforme og droner til at skjule aktiviteterne.
Derfor forsøger man nu at skærpe indsatsen, siger Magnus Brunner.
- Gennem vores handlingsplan mod narkotikahandel har vi givet de europæiske myndigheder en klar vejledning.
- Og ved at styrke det internationale samarbejde skaber vi en global front mod denne kriminelle handel, siger Magnus Brunner.
/ritzau/