Mindst 23 er fundet dræbt, mens omkring 120 savnes ved sammenstyrtet højhus.

Tainan: En kun seks måneder gammel pige blev søndag reddet ud af fra ruinerne fra et sammenstyrtet højhus i byen Tainan på Taiwan, oplyser BBC.

Pigen blev reddet 30 timer efter et skælv ødelagde bygningen.

Redningsmandskab i det sydlige Taiwan havde tidligere søndag trukket flere overlevende ud fra det sammenstyrtede højhuskompleks, hvor 26 er fundet dræbt, og hvor omkring 120 savnes.

I alt 170 er reddet. Næsten 500 er blevet kvæstet.

Håbet om at finde flere overlevende er svindende.

Komplekset havde 17 etager og var hjem for 256 mennesker fordelt på 92 lejligheder.

Jordskælvet ramte Taiwan lokal tid tidligt lørdag morgen og målte 6,4 ifølge det amerikanske geologiske institut, USGS.

Blandt de overlevende, som er blevet fundet under murbrokkerne, er en pige på 14 år og en mand i 30'erne samt to mænd på omkring 20 år. De er alle kvæstet, men de to mænd i 20'erne var i stand til selv at gå væk fra murbrokkerne med støtte fra redningsfolk.

Brandfolk, politifolk, soldater og frivillige gennemsøger ruinerne med hænderne, mens mange pårørende står i nærheden og overværer redningsindsatsen.

- Hun svarer ikke på sin telefon. Jeg forsøger at være stærk og kontrollerer mine følelser. Det vil jeg gøre, indtil vi finder hende, siger en 42-årig kvinde, hvis 24-årige datter boede på femte sal i det sammenstyrtede højhus.

- Damen, der boede ved siden af hende, blev reddet i går (lørdag, red.), siger hun.

En talsmand for redningstjenesten i Tainan siger, at mandskabet bruger flere timer på at gennemsøge murbrokkerne fra hver enkelt bolig i det sammenstyrtede hus.

Skælvet var overfladisk og havde kun en dybde på ti kilometer.

Epicentret for de store rystelser var i det sydlige Taiwan 43 kilometer sydøst fra Tainan, hvor der bor næsten to millioner mennesker.

Taiwan er ofte udsat for jordskælv, da øen ligger imellem to tektoniske plader.

I 2013 blev fire dræbt af et jordskælv på 6,3, der ramte det centrale Taiwan og forårsagede flere jordskred.

/ritzau/Reuters