Uden at efterlade sig spor forsvandt en højgravid kvinde for seks dage siden i den amerikanske by Fargo.

Den unge kvinde Savanna LaFontaine-Greywind, der er gravid i 8. måned, havde kort forladt sin families lejlighed for at gå ovenpå til nogle naboer, som manglede en til at stå model, mens naboen skulle sy en kjole. Men Savanna vendte aldrig hjem igen.

Det skriver det lokale medie Duluth News-Tribune.

Hendes mor - Norberta LaFontaine-Greywind - fortæller til mediet, at hendes datter lige havde bestilt en pizza, før hun gik op til naboerne, men aldrig vendte tilbage for at spise den. Samtidig står hendes bil endnu parkeret foran bygningen, ligesom hendes pung ligger i lejligheden.

Da datteren ikke kom tilbage til familiens lejlighed, gik moderen op for at banke på hos naboen, som fortalte, at Savanna allerede var gået igen.

»Jeg vidste med det samme, at noget var galt, fordi hendes bil stadig er her. Hun er gravid i 8. måned, hendes fødder var hævede, så hun kunne ikke have gået herfra. Der var pizza, som hun ikke havde spist. Hun ville ikke bare forlade naboens lejlighed og bare gå væk herfra,« siger moderen til Duluth News-Tribune.

»Hun er i fare. Der er noget galt,« tilføjer hun.

Familien meldte med det samme Savanna for savnet, og politiet i Fargo i den amerikanske delstat North Dakota iværksatte en større efterforskning af den gravide, unge kvinde.

Nu - fredag - oplyser politiet, at man har fundet en nyfødt baby i live i en lejlighed i området, hvor Savanna sidst er set. Det skriver CBS News.

På et pressemøde fortalte politiinspektør Dave Todd, at man endnu ikke ved, om spædbarnet, der angiveligt kom til verden for omkring to dage siden, er det barn, som Savanna stod til at føde. Det vides ikke, i hvilken lejlighed spædbarnet blev fundet, men det blev fundet under en ransagning, efter politiet havde fået nogle oplysninger, som ledte dem i den retning.

To personer er blevet anholdt og varetægtsfængslet i sagen, men på nuværende tidspunkter ønsker politiet ikke at komme med nærmere detaljer om, hvorfor de er blevet anholdt.

Derudover oplyser politiet, der har talt med Savannas familie, kæreste og venner, at man ikke har ny information om, hvor Savanna kan være.