Israelske droner over Hizbollah-forstad i Beirut og drab på to libanesere får gruppen til at advare Israel.

Israelske soldater ved grænsen til Libanon kan forvente en snarlig reaktion, efter at to militante libanesere blev dræbt i israelske angreb i Syrien sent lørdag aften.

Det siger lederen af den libanesiske Hizbollah-bevægelse, Hassan Nasrallah.

Han er stærkt provokeret af, at to israelske droner tidligt søndag morgen styrtede ned i en del af Libanons hovedstad, Beirut, der kontrolleres af Hizbollah.

En drone faldt til jorden, og en anden eksploderede tæt på landjorden og forårsagede skade på Hizbollahs mediecenter i forstaden Dahiyeh.

Den militante leder siger, at hans gruppe ikke skød dronerne ned, men det vil ske, hvis der igen flyver israelske droner over Libanon.

- Hizbollah vil ikke tillade en sådan aggression, siger han ifølge nyhedsbureauet dpa.

- Fra nu af vil vi konfrontere dronerne på Libanons himmel og skyde dem ned.

Nasrallah betegner de israelske droners tilstedeværelse som en "meget, meget, meget farlig" udvikling og siger, at det er et klart brud på den aftale, der afsluttede en månedlang krig mellem de to sider i 2006.

Også den libanesiske premierminister, Saad Hariri, siger, at de israelske droner har til formål at øge de regionale spændinger.

- Den nye aggression udgør en trussel mod den regionale stabilitet og et forsøg på at skubbe situationen i retning af yderligere spændinger, lyder det i en meddelelse fra Hariri.

Israels militær har ikke kommenteret sagen om de to droner i Beirut.

Dronerne styrtede ifølge libanesiske myndigheder ned i Beirut få timer efter, at Israel rettede sit angreb mod iranske styrker og deres allierede i Syrien.

Israels militær siger, at luftangrebene var rettet mod fjendtlige styrker, som havde planer om at sende "dræberdroner" mod mål i Israel.

To Hizbollah-medlemmer er blandt de dræbte.

/ritzau/Reuters