Hizbollah har hverken våbendepot, missiler, bomber eller ammoniumnitrat ved Beiruts havn, siger leder.

Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah, afviser blankt forlydender om, at den militante libanesiske bevægelse havde et våbendepot på havnen i Beirut eller andre steder.

- Jeg afviser kategorisk (sådanne rygter, red.), siger Nasrallah i en tale tre dage efter den voldsomme eksplosion, der indtil videre har kostet mindst 150 mennesker livet og såret over 5000 andre.

- Vi har intet ved havnen: Ikke et våbendepot, ikke et missildepot, heller ikke missiler eller geværer eller bomber eller kugler eller ammoniumnitrat, siger han.

Det var i alt 2750 ton ammoniumnitrat, som eksploderede i en eller flere lagerbygninger på havnen i Beirut, har Libanons præsident, Michel Aoun, meddelt.

Hizbollah-lederen afviser fredag rygter om, at den magtfulde, iranskstøttede bevægelse skulle kontrollere havnen i den libanesiske hovedstad.

Tirsdagens eksplosion er en "stor tragedie og humanitær katastrofe", siger Nasrallah, og den skal ikke politiseres, understreger han.

Han påpeger, at der også er Hizbollah-medlemmer blandt de dræbte og sårede.

Det er vigtigt at få efterforsket tirsdagens eksplosion og placere et ansvar, understreger han i fredagens tale.

Libanons præsident, Michel Aoun, afviste tidligere på dagen, at der skulle være behov for en international undersøgelse.

Hassan Nasrallah foreslår, at Libanons militær kan foretage undersøgelsen, hvis alle landets partier bakker op om forslaget. Det er en institution, der er generel tillid til, siger han.

Hizbollah er den eneste af Libanons væbnede grupper, der ikke blev afvæbnet efter borgerkrigen i landet i 1975-1990. Gruppen er en betydelig magtfaktor i Libanon.

Libanesiske myndigheder har indtil videre anholdt 21 personer i sagen. Nogle er underlagt rejseforbud og har fået indefrosset deres værdier.

/ritzau/Reuters