Skuespilleren, der spiller nazi-lederen i en ny film om Hitler, blev tiljublet, da han gik rundt i Tyskland forklædt som diktatoren.

»Folk klumpede rundt om mig. En kvinde fortalte mig, at hun elskede mig - og bad mig om at give mig et knus.«

Sådan lyder den overraskende og også lidt chokerende fortælling fra skuespilleren Oliver Masucci, der spiller Adolf Hitler i en ny film om diktatoren.

Filmen med navnet 'Er ist wieder da', som er baseret på Timur Vermes' roman af samme navn, som udkom i 2012 og er solgt i over to millioner eksemplarer i Tyskland, er lidt anderledes end tidligere film om diktatoren, der har millioner af menneskeliv på samvittigheden. Filmen baserer sig nemlig på et tankeeksperiment om, hvad der ville ske, hvis Hitler kunne se verden, som den er i dag.

I filmen er handlingen derfor, at Hitler vågner op efter 70 års koma og bliver præsenteret for verden, som den er i dag. Det vil sige et Tyskland med tusinder af flygtninge og en kvindelig kansler, et Polen som ikke er faldet sammen og en virtuel verden med Facebook.

Som en del af optagelserne til filmen blev Oliver Masucci derfor klædt ud som Hitler og sendt ud i forskellige tyske byer - både store og små - for at se, hvordan tyskerne reagerede på, at en - for de fleste - forhadt person, atter sætter sine ben i Tyskland.

Ved Brandenburg Tor i Berlin blev det noget af et tilløbsstykke, da turister, der talte alt fra tyske skolepiger til japanere, forsøgte at kræmme og kysse ham.

»Det var utroligt. Jeg var pludselig hovedattraktionen - ligesom en popstjerne,« fortæller skuespilleren i et interview med The Guardian.

Formålet med filmen var blandt andet at se, om Hitler ville have en chance, hvis han forsøgte sig med sine overbevisende taler og sit 'rekrutteringssystem' i dag. Og svaret, som folkene bag filmen fik, var overraskende.

»Vores idé var at finde ud af, hvordan folk reagerer overfor Hitler i dag og overfor hans idéer, og for at spørge: Har han en chance nu om dage,« fortæller filmens instruktør Davis Wrendt til The Guardian.

Oliver Masucci (tv) og David Wnendt (th) ses her før verdenspremieren på filmen den 6. oktober. 
Oliver Masucci (tv) og David Wnendt (th) ses her før verdenspremieren på filmen den 6. oktober.  Foto: JOHN MACDOUGALL
Vis mere

Og hans konklusion er slående:

»Desværre, ja,« svarer han på spørgsmålet.

Han fortæller også, at meningen med filmen var at se, om folk kunne komme til at grine af Hitler .

Men da Wrendt rejse rundt sammen med Masucci for at filme folks reaktioner, opdagede de, at en overraskende stor del af befolkningen slet ikke var så venligt stemt overfor fremmede, som man kunne tro.

Uanset størrelsen på byerne og folks sociale status, mødte de langt flere, der var positivt stemt overfor Hitler, end de havde regnet med. Mens nogle betroede sig til Masucci i Hitler-dragt og fortalte ham, at de ikke havde tiltro til demokratiet, gik andre så langt som at sige, at de mente, at Tyskland burde indføre arbejdslejre.

Masucci fortalte, at han følte sig lettet, da der var nogle, der reagerede negativt på ham:

»Én begyndte at slå mig - til min lettelse. Og så var der en kvinde, der sagde, at jeg gjorde hende bange,« fortæller han.