TYSKLAND: Et akvarelmaleri malet af Adolf Hitler er blevet solgt for næsten en million kroner på en aktion i den tyske by Nürnberg, skriver VG.

Maleriet er fra 1914 og hedder »Standesamt und Altes Rathaus München«, og forestiller, som titlen afslører, folkeregistret og rådhuset i München.

Det var en anonym køber, som slog til og købte maleriet for 130.000 euro, hvilket svarer til 970.000 danske kroner. Der var i alt tolv personer, som bød på maleriet, oplyser auktionshuset Weidler.

VG har tilbage i november omtalt maleriet og aktionen, men dengang skrev det norske medie, at man forventede, at maleriet ville blive solgt for omkring 10.000 euro.

»Vi havde forventet meget, men ikke sådan en sum,« siger Kathrin Weidler fra auktionshuset Weidler til VG.

Maleriet blev sat til salg af to søstre, som havde arvet maleriet af deres bedstefar. Han havde købt billeder på et galleri i München i 1916, altså længe før Hitler og nazisterne overtog magten i Tyskland.

Hitler malede omkring 2.000 billeder i perioden mellem 1905 og 1920, skriver nyhedsbureauet Reuters, og derfor dukker der i ny og næ et billede malet af diktatoren op på auktioner. Det er ikke ulovligt at sælge billeder lavet af Adolf Hitler, så længe der ikke er afbildet hagekors eller andre nazisymboler.