Lyt til artiklen

Natten til lørdag dansk tid blev Canada ramt af en af de kraftigste orkaner i landets historie, da Fiona gjorde sit indtog.

Fiona ramte først provinsen Nova Scotia, der huser omkring en million mennesker, og er placeret i den østlige del af landet helt ud mod Atlanterhavet.

Ifølge det canadiske orkancenter blev der på Hart Island – der er placeret på spidsen af Nova Scotia, registreret et lufttryk på helt ned til 931,6 millibar. Det er et historisk lavt lufttryk.

Såfremt dette bliver officielt bekræftet, vil det være den kraftigste storm, målt i marometertryk, der nogensinde har ramt Canada. Den eksisterende rekord lyder på 940 millibar, skriver The Washington Post.

Et træ er væltet ned i taget hos en canadisk familie.
Et træ er væltet ned i taget hos en canadisk familie. Foto: Charlottetown Police
Vis mere

På Beaver Island, der ligger i det østlige Nova Scotia, blev der foretaget en vindobservation på 152 kilometer i timen.

Ifølge det canadiske orkancenter er Fiona på vej til at blive en af de mest – hvis ikke den mest – kraftfulde tropiske cyklon, der har ramt det østlige Canada, skriver CNN, og tilføjer, at orkanen kan medføre op til to måneders nedbør.

I løbet af lørdagen kan området omkring Nova Scotia få over 100 millimeter regn, hvilket resulterer i oversvømmelser, skriver TV 2.

TV 2 skriver ligeledes, at det ikke er usædvanligt, at tropiske orkaner rammer de canadiske provinser, som er placeret ud mod Atlanterhavet. Dog bliver orkanerne ofte svækket, når de rammer det koldere havvand.

Orkanen Fiona har ført store mængder nedbør med sig.
Orkanen Fiona har ført store mængder nedbør med sig. Foto: HANDOUT
Vis mere

Anderledes ser det ud for Fiona, da den nordlige del af Atlanterhavet er markant varmere end normalt.

Lørdag formiddag canadisk tid erklærede den regionale myndighed i Cape Breton, der også er en del af Nova Scotia, om undtagelsestilstand og bad på Facebook indbyggerne om at komme i ly for væltede elledninger og træer.

»Forholdene ligner ikke noget, vi nogensinde før har set,« skrev politiet i Charlottetown på Twitter.